Tre forskellige ejere, skiftende centerchefer, ikke-eksisterende parkeringspladser, ombygninger og en manglende profil.
Det har blot været nogle af de problemstillinger, shoppingcentret RO’s Torv i Roskilde har kæmpet med gennem sit seksårige liv.
Men nu er der kommet – ja, ro på, siger centerchef Anne Faber-Faldborg.
Sammen med reklamebureauet Bark har hun gennem det seneste par år arbejdet med at skabe en ny profil og kommunikationsstrategi for centret, og det har nu givet målbar pote.
For både besøgstal, omsætning og image vender pilen nu i den rigtige retning, efter at det for omkring tre år siden blev besluttet, at udvide centret både i bredden og i dybden.
Stærkt brand tiltrækker flere
Camilla Nordqvist, der er client service director hos Bark og står for den primære kontakt til RO’s Torv, siger:
− Hvis du ser på danske storcentre generelt, så kører mange af dem efter en range-brand-strategi, det vil sige de kommunikerer både butik og center på samme tid – ”H&M i Lyngby Storcenter” for eksempel. Vores strategi var i stedet at etablere et umbrella-brand, så kunderne tager stilling til centret, før de tager stilling til den enkelte butik.
Samtidig er kommunikationen primært rettet mod kvinderne, og den nye kampagnestil med payoff’et ”Mange flere fristelser” underbygger i hele sin stil, farvevalg og tone også den oplevelse man får i centret. Det er feminint, og det er nærværende.
Camilla Nordqvist supplerer:
− Hvis du ser på annoncerne og reklamefilmen, så har du også her kvinden i centrum, kombineret med forkælelse som begreb. Men uden at der går supermodel i det. For det er vigtigt, at kunderne kan identificere sig med kommunikationen. Og det er der noget, der tyder på, at de kan.
Bedre end godt
En dugfrisk undersøgelse fra ICP (Institut for Centerplanlægning) viser nemlig, at RO’s Torv i løbet af blot to måneder efter nyåbningen i februar 2008 har haft fremgang på en række vigtige fronter.
− Heavy usere af centeret er steget fra 12 til 43 procent – heavy usere er dem, der besøger centret mere end tre gange om ugen.
− Besøgstallet år-til-dato (siden åbningen) ligger på index 116 i forhold til 2007, som var all time high.
– Og endelig – nok så vigtigt – ligger omsætningsindex for første kvartal 2009 på 122 i et shoppingcenter-marked, som gennemsnitligt ligger på omkring 95 i perioden.
Læs hele historien i Markedsføring nr. 9, der er på gaden i denne uge.