I dag tæller post-produktionshuset Chimney Group godt 260 ansatte fordelt over fem lande, og i den danske afdeling på Dr. Tværgade i København er der lige kommet fire nye til.

Og for Nikolai Kronborg, CEO for Chimney Group Danmark, er det et planlagt næste led i en oprustning, der fortsætter i 2014 og 2015. Sidste år i september købte gruppen Scandvision i Malmø, men også på de indre linjer har der været brug for flere hænder.

– Udover nu at have styrket os udefra med Scandvision, har jeg haft det som en høj prioritering også at styrke os indefra. Derfor har vi søgt efter nye kompetencer, så vi kunne blive endnu bedre til at løse de mange differentierede opgaver, som bureauer og virksomheder i dag har behov for, siger han.

Henter BBDO-producer

Et af de nye navne hos Chimney Group er Alexander Aude, der er blevet hentet ind som Head of Visual Content fra BBDO, hvor han fungerede som Head of Film Production.

Alexander Aude har blandt andet været bureauproducer på en række af BBDO’s reklamefilm for Danske Spil. Herunder serien ”Æg, Slikke Linierne, Filme, Indlæg og Drop”, som var en af tre nominerede kampagner ved True Awards sidste år.

– Vi løser efterhånden filmopgaver på alle kanaler, fordi man i større grad er begyndt at se film som ”indhold”, så det var vigtigt at styrke os selv med en spændende profil som Alexander, der udover et kendskab til produktionsforløbet af film også har indsigt i virksomheders generelle kommunikationsbehov, siger Nikolai Kronborg.

Ud over Alexander Aude har Chimney ansat Kaj Ivanovic som Grader (han var blandt andet involveret i filmen ”Searching for Sugarman”, der modtog en Oscar til Academy Awards 2013), Stopher Secher som Client Service Director og Mia Corneliussen som klipper/AVID-specialist.

Det lyder som om, der er gang i butikken. Hvornår kommer næste opkøb?

– Ja, vi skal jo hele tiden styrke os, da kommunikationens verden er i konstant og hurtig forandring. Jeg bliver ikke overrasket, hvis vi ser flere ansættelser eller opkøb de næste måneder, siger Nikolai Kronborg.

Oscar på vej?

Post-produktionshuset – eller Creation Agency, som de kalder sig hos Chimney Group – har siden 1995 produceret levende billeder og lyd til alt fra reklamefilm, spillefilm og tv-programmer til webvideoer, musikvideoer og kommunikationsvideoer.

Og lige nu kan gruppen oven i købet prale af igen at være Oscar-nomineret. Seneste store projekt er filmen “Her” instrueret af Spike Jones med Joaquin Phoenix og Scarlett Johansson i hovedrollerne, der får premiere i Danmark 27. februar. Chimney Group har stået for Conforming og Grading på filmen, som nomineret i kategorierne Best Picture, Original Screenplay, Music – Original score, Music – Original Song og Production Design.