2012 blev året, hvor danskerne fik en smøreost med chokoladesmag. Hvem havde nu lige set det komme…?
Ikke desto mindre kender 72 procent af danskerne ifølge analysehuset Nielsens tal i dag Philadelphia Marabou fra Mondelez, ligesom produktet har på et år opnået en markedsandel på 2,4 procent i flødeost-kategorien.
Og i går aftes blev chokolade-flødeosten så præmieret som Årets Lancering på Dagligvareleverandørernes Netværkstræf på Comwell i Kolding.
Osten var oppe mod fire andre produkter – Fredsted Chai Latte fra The Whole Company, Faxe Kondi Booster fra Royal Unibrew, Nutrilett fra Axellus og koldskål i ”to-go” version fra Arla.
– Og det var ikke uden konkurrence, at Philadelphia Marabou løb af med sejren. Alle fem produkter har klaret sig rigtig godt med flotte markedsandele og vækst i deres kategorier. Samtidig vurderede forbrugerne alle fem produkter som meget spændende innovationer. Især skal nævnes Arlas koldskål, som i forbrugernes øjne var næsten på højde med Philadelphia, hvad angår kendskab og nyskabelse, lyder det fra Nielsen.
Analysehuset kårer hvert år det produkt, som har haft den mest succesfulde lancering på dagligvaremarkedet det forgangne år, og tre overordnede kriterier indgår i valget af vinderen:
– Produktets performance – der kigges på salg, markedsandel og distribution i perioden siden lanceringen. Og her har Philadelphia Marabou opnået en distribution på 74 procent samt en flot markedsandel på 2,4 procent i flødeost kategorien.
– Kategoriens vækst – flødeost-kategorien, som Philadelphia Marabou ligger i, voksede med 6,5 procent i det seneste rullende år, og kategorien ligger dermed på 274 mio. kr. på årsbasis. Philadelphia Marabou stod for 40 procent af denne vækst.
– Produktets innovation – som noget nyt spurgte Nielsen i år forbrugerne, hvad de syntes om de fem nominerede produktlanceringer. 57 procent mente, at chokolade-osten er nyskabende i sin kategori og kendskabet er oppe på hele 72 procent.
Kåringen ”Årets Lancering” har været gennemført siden 2000 – med en enkelt undtagelse i 2005. Produkter som Smirnoff Ice, Matilde Café, Stimorol Fusion og Coca-Cola Zero har tidligere været kåret.
De seneste 5 års vindere
2008 – Somersby Apple Cider
2009 – Red Bull
2010 – Cremet Jordbærmarmelade
2011 – Innocent Kid’s Smoothies
2012 – Philadelphia Marabou