Carlsberg Danmarks Somersby-cider, som blev sendt på markedet herhjemme sidste forår, er blevet en kæmpesucces for bryggeriet, skriver RB-Børsen ifølge business.dk.
– Vores Somersby cider klarer sig bedre end ventet. Det er klart, det sker lidt på bekostning af øl, men også på bekostning af andre kategorier, som hvidvin og andre drikkevarer, siger Jan Hertz.
Somersby blev i første omgang introduceret for at ramme en bestemt målgruppe i et stagnerende ølmarked.
– Vi har arbejdet benhårdt efter kernemålgruppen på 25-35 år. Det var kernemålgruppen i al vores kommunikation lige fra vores forpagtning til ciderens smag, og selvfølgelig også vores reklamefilm, siger Jan Hertz.
Han vurderer, at produktet har sin berettigelse, fordi ølmarkedet har været faldende i 25 år og at der derfor var brug for noget nytænkning.
– På et eller andet plan er vi hele tiden nødt til at skele til, hvad der sker på inden for alkoholiske drikkevarer på ølmarkedet. Hvor er det, vi kan finde nogle åbninger og er der nogle hybridkategorier, hvor vi kan skabe noget nyt. Når det er sagt, skal man også passe på med ikke at hvile for meget på laurbærrene, for ølmarkedet er konstant i forandring, konstaterer Jan Hertz.
– Vi kigger på, hvilke forandringer der sker i cidermarkedet i andre lande som England, Finland og Sverige, for at se, hvad der driver markedet lige for øjeblikket. Vi kigger selvfølgelig meget på, hvordan denne kategori kan blive ved med at udvikle sig. Heldigvis har detailhandelen fået øjnene op for cidermarkedet og lige nu er der repræsenteret over 40 forskellige brands herhjemme. Det gør cideren meget mere interessant, siger underdirektøren.
Tilbage i marts lancerede Carlsberg en ny cider med pæresmag.
sit