Den fjerde udgave af Copenhagen IFF blev en succes på flere fronter: Festivalen har i 2006 haft en markant fremgang med et publikumstal på over 25.000. Det er en stigning i forhold til 2005 på ca. 20% flere publikummer i biograferne. Festivalen tiltrak flere branchefolk fra udlandet og fik en bredere mediedækning såvel nationalt som internationalt, end det har været tilfældet i festivalens tre første leveår.
Festivalen havde 145 film på programmet og der var over 300 visninger. I år bød festivalen 45 internationale filmskabere og skuespillere velkommen – de kom fra så forskellige lande som England, Serbien, Ungarn, Rumænien, Italien, Tyskland, Sverige og Tyrkiet. Blandt de mest kendte navne var Stephen Frears, Samuel Fröler, Martina Gedeck, Robby Müller og Istvan Szabo.
De mange filmfolk var i København for at introducere deres film og diskutere med det danske publikum. Ved master classes og seminarer fik festivalpublikummet desuden mulighed for at komme tæt på de internationale stjerner, og efter mange af festivalens filmvisninger fik publikum mulighed for stille at spørgsmål til filmens indhold eller filmfolkenes tanker og oplevelser. MSOL