Dansk Håndbold Forbund (DHF) må igen ud og lede efter en ny hovedsponsor for landsholdet i herrehåndbold. Efter to år som hovedsponsor dropper flyselskabet Cimber Sterling således det danske håndboldflagskib ved årets udgang.
I de seneste to år er kendskabsgraden hos den danske befolkning steget fra 37 procent til 98 procent. Og det er den væsentligste årsag til, at aftalen stopper.
– Blandt andet takket være sponsoratet hos DHF er Cimber Sterling i dag et brand, der i den danske befolkning er lige så kendt, som de største brand, vi har herhjemme.
– Vi mener, at vores marketingsbudget fremadrettet kan anvendes mere effektivt og mere nuanceret end ren og skær TV-eksponering, siger Lars Bording, kommerciel direktør hos Cimber Sterling, i en pressemeddelelse.
Cimber Sterling fortsætter dog med at samarbejde med DHF, dog i mindre målestok. I forbundet har formand Per Rasmussen forståelse for det afbrudte sponsorat.
– Vi har været ualmindeligt glade for vores parløb med Cimber Sterling gennem hele forløbet, og det er ikke uden betydelig stolthed, vi kan konstatere, at vi så at sige har “sejret hovedsponsoratet ihjel”.
– Effektiviteten af Cimber Sterlings aftale med os har haft en så massiv effekt for firmaet, at alle opstillede mål blev nået langt før forventet, siger Per Rasmussen i samme pressemeddelelse.
/ritzau/