Cimber Sterlings ejere ønsker ikke længere at understøtte selskabet økonomisk. Derfor har bestyrelse besluttet sig for at begære selskabet konkurs.

Det oplyser selskabet i en kortfattet meddelelse torsdag morgen.

Der indleveres konkursbegæring til retten i Sønderborg kl. 06:30 torsdag morgen, oplyses det. Dermed ser det ud til, at den ukrainske rigmand Igor Kolomoyskij, der sidste år købte aktiemajoriteten i selskabet og dermed reddede livet for det hårdt prøvede selskab, giver op. Senest har han ellers givet tilsagn om et nyt kapitalindskud på 300 millioner kroner.

Men nu ser det ud til, at han har trukket følehornene til sig.

– Selskabets har gennem de sidste mange kvartaler været afhængig af store kapitaltilførsler. Og var det ikke for Kolomoyskij, var Cimber Sterling gået konkurs for længe siden. Men det kommer bag på mig, at han trækker sig nu, inden vi ser effekten af spareplanerne og den eventuelle sammenlægning med Skyways, siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank, med henvisning til det svenske flyselskab som Kolomoyskij også ejer.

 

Berlingske