Et fire etager højt monster, sammensat af alt lige fra bildæk og kufferter til surfboards og baderinge, træder sin ene kæmpefod lige lukt ned i en gul taxa, og byens borgere flygter til alle sider.
Men hjælpen er nær: Tre ”ghostbusters” i en Citroën C3 Picasso kommer kørende, stiger ud og sender dræber-stråler mod uhyret, som straks smuldrer og suges ind i bilens rummelige bagagerum.
Det er i store træk handlingen i Citroëns nye reklamefilm, som Euro RSCG-gruppen står bag.
Filmen er seneste eksaminand i Markedsførings eksamenslokale, hvor vi tester udvalgte tv-reklamer. Resultaterne er hentet ud fra online-målinger, som The Nielsen Company har lavet for Markedsføring.
Og selv om filmen scorer noget lavt på både kendskab og branding, så formår den at få seerne til at vise aktiv interesse for at vide mere om bilen. Og prøve den.
Giver besøg
Det er afgørende for denne produktkategori – og naturligvis ganske tilfredsstillende for Henrik Zielfelt, der er skandinavisk marketingdirektør hos Citroën.
− Vi kan se, at kampagnen reelt har drevet trafik til vores hjemmeside, hvilket har været en af målsætningerne. Og vi kan se, at antallet af prøvekørsler ligger på niveau med tidligere kampagner, hvor vi også har kørt konkurrencer – hvilket jo typisk tiltrækker flere interesserede. Denne kampagne omfatter ikke nogen konkurrence, men alligevel ligger antallet af prøvekørsler på niveau. Det er meget tilfredsstillende, siger marketingdirektøren, som ligeledes er overordentlig tilfreds med salgsresultaterne.
− Som udgangspunkt havde vi en målsætning om at sælge 500 C3 Picasso på årsplan i Danmark. Lige nu, altså i juni, ligger vi på 580 biler, hvoraf 408 allerede kører rundt i landet, så vi har netop for nylig opjusteret års-målet betydeligt.
Læs hele historien i Markedsføring 09-2009, der udkommer i denne uge.