Franske biler. Enten hader man dem – eller også elsker man dem.
Men en af de franske modeller, de fleste selv i dag er enige om at elske, er den legendariske DS – den der lige skulle hydraulisere bagenden op, inden den startede.
Så i håb om at revitalisere det kriseramte bilsalg, har Citroën netop lanceret en ny serie biler under sloganet
DS Inside – hvor DS står for Different Spirit – alle inspireret af den gamle DS-model, som i øvrigt blev udfaset i 1976.
Samtidig har bilproducenten løftet sløret for
koncernens nye brand-identitet, herunder en modernisering af logoet med de to nedadrettede vinkler.
I Storbritannien er Citroën gået ud med en storstilet kampagne, hvor avisen
The Daily Telegraph og dens hjemmeside spiller en fremtrædende rolle.
Den originale DS-model fra 50’erne blev allerede ved sin lancering på Paris Motor Show i 1955 en kæmpesucces. På bil-messen blev solgt hele 749 biler i løbet af de første 45 minutter, og da dagen var omme, var der solgt mere end 12.000 biler…
Siden blev bilen en række filmstjerner og berømtheders fortrukne køretøj.
For eksempel var det en DS, den franske general de Gaulle sad i, da han overlevede et attentat i 1962.
Og så forbindes 60’ernes sexsymbol Brigitte Bardot med bilen – passende nok, da bogstaverne DS udtalt på fransk lyder ”deesse” – oversat til dansk: ”gudinde”.