Citroën har taget britisk humor i stil med den navnkundige komedieserie ”Allo Allo” i brug i en en række små virale film, der alle kan ses på YouTube.
Og humoren burde ikke være til at tage fejl af, mener Citroën, men ikke desto mindre har kampagnen skabt en del debat – også i politiske kredse, skriver Resumé.
Filmene skal reklamere for den nye C5-model og fortæller historien om en bil, der er sporty, velbygget, driftsikker og robust – præcis ligesom Audi og BMW. Og så må den jo være…tysk.
Selve ”hovedfilmen”, der viser en meget arisk udseende herre, som kører rundt i den nye C5 til højlydte toner fra Wagners Valkyrie-ridt, spiller temmelig utvetydigt på 1930’ernes Tyskland og de symboler, der kendetegner den tid.
Men britiske Euro RSCG, der står bag kampagnen, har også lavet en række mindre klip med ”interviews” med de medvirkende.
Det er tubaspilleren, der vil sælge sin tuba efter at have hørt den smukke, summende lyd fra C5’eren. Det er servitricen Ursula, der (med temmelig amerikansk accent) slet ikke fatter, at en så gennemført bil kan være fransk…Og altså den meget arisk udseende hovedrolleindehaver, Klaus, der tilsvarende mener, det må være en joke, at bilen er fransk.
Om det er sjovt eller ej, er der delte meninger om.
Debat har filmen i hvert fald vakt – forløbig har den affødt flere end 150 kommentarer på YouTube, og ifølge Resumé kræver ti britiske (!) parlamentsmedlemmer sågar filmen trukket tilbage.
Se hovedfilmen
her – og døm selv.
sit