DIAs juryformand, Matias Palm-Jensen, efterlyser mod blandt danske annoncører. Og det har han fået i årets DIA-vinder, CityMail. Hos virksomheden, der nu udfordrer PostDanmarks monopol, siger salgs- og marketingdirektør, Morten Buch:
– Bureauet – Hjaltelin, Stahl & Electric – kom til os med to forslag, et traditionelt og et meget anderledes. Så var det op til os at være vovede. Og det er da klart, at det krævede overvejelser for CityMails adm. direktør, Jarle Trandokken, at stille op på ledduebanen for at blive skudt i røven. For sådan indledes kampagnen.
Komikeren Rune Klan kommer ved en fejl på Lerduebanen til at skyde direktøren og for at undgå at blive hængt ud i Se og Hør, spørger Rune, om der er noget som helst, han kan gøre. Og det er der: Find 600 bude til CityMail. Kampagnen følger Runes vanvittige forsøg på at skaffe folk i en fart. I online-film og på radio.
– Bureauet formåede at overraske os med en kreativ strategi og et mediavalg, der var 100 pct. på de unges præmisser. Vi diskuterede det meget – og valgte så den utraditionelle model. Men selv bagefter tænkte vi: Åh-nej, er det nu kun os, der synes, at det her er sjovt?, fortæller Morten Buch.
Nej, både de unge og DIA-juryen fandt også kampagnen morsom. Matias Palm-Jensen siger:
– Det er job-rekruttering uden én eneste stillingsannonce og en målgruppe, der er defineret vældig tydeligt: 18-25-årige, der er i god form og bor i lokalområder i Nordsjælland. Jeg kan med det samme se, at den ikke henvender sig til mig, men både målgruppen og jeg er underholdt. Kommunikationen går direkte ind og sender et klart signal om et foretagende, der er alt andet end kedel igt.

Sololøb i en synergi-tid

Udfordringen for Hjaltelin, Stahl & Electric var håndgribelig. På to måneder, frem til nytår, skulle man finde 200 bude, og frem til 1. juli yderligere 400.
– Der er blevet bragt historier om, hvordan man undgår at blive postbud, når AF ringer. Og i dét minus-jobområde skulle vi finde 600 bude, siger kreativ partner i Hjaltelin, Stahl & Electric, Nicolai Stahl.
Han både kender og udnytter konstruktivt de fine ord mediekonvergens og synergi, men nogle gange skal man tone rent flag.
– Dagbladsannnoncer til en målgruppe, der stort aldrig åbner en avis? Vi har tænkt kampagnen som onlinedialog fra starten, og stort set alle ansøgere har søgt fra sitet. Mediebureuaet IUM fortalte os, at kampagnens click rate – på 0,98 – er 4 gange højere end bannerreklamer generelt og 10 gange højere end jobbannere scorer normalt, siger Nicolai Stahl.
Hjaltelin, Stahl & Co åbnede online-bureauet Electric i august. Dengang var der 20 medarbejdere, nu tæller hele gruppen 31. Der er travlt. For t ravlt?
På ægte ”skrædderens børn har huller i bukserne”-vis er Danish Internet Award-vinderen Hjaltelin, Stahl & Cos hjemmeside “lige på trapperne”. Internet-delen, Electric, har sin egen hjemmeside, der (ved redaktionens slutning) er lige så Under Construction-agtig som bureaudelens.

Danish Internet Award 2007

Vinder: Bliv cityman.nu
Annoncør: City Mail Denmark
Kreativt bureau: Hjaltelin, Stahl & Electric
Mediabureau: IUM
Juryen: Det kan være svært at komme ind på et nyt marked, bygge et brand op helt fra bunden, skabe kendskab og skaffe arbejdskraft. Men som udfordrer på et marked har man en enestående chance for at skille sig ud og vise, at man byder på noget andet, end det konkurrenten gør. Vinderen af årets Internet Award har formået at gøre opmærksom på sig selv og udnytte internetmediet på bedste vis ved at bruge de virkemidler, nettet har, og samtidig få netkampagnen til at spille flot sammen med kampagneaktiviteterne på andre medier. Det har givet bonus ikke kun i deres rekruttering, men o gså i opbygningen af kendskabet til Danmarks nye cyklister.