Der er Old School, og der er New School inden for stort set alle aktiviteter. Erhvervslivet ses fx i den første skole som fuldstændigt isoleret fra det offentlige, mens nyere tænkere spørger sig selv, om det nu også er tilfældet.
Men essensens af New School inden for de værdiskabende aktiviteter består af tre felter, hvor erhvervene, det offentlige og civilsamfundet smelter sammen. De sidste er typisk NGO’er, mere eller mindre velorganiserede græsrødder og foreninger, der ikke entydigt lader sig placere i de to andre.
Nu er civilsamfundet bestemt ikke noget nyt, Jürgen Habermas og andre sociologer har diskuteret begrebet indgående, men ikke desto mindre er det de færreste, der drøfter både penge- og værdiskabelsen i denne non-kommercielle verden. Det agter professor Anker Brink Lund nu at ændre på med oprettelsen af ”Center for Civil Society Studies,” der bliver en del af Department of Business & Politics ved CBS.
– Uden den tillid og gensidighed, som opbygges gennem frivillighed og kommunikation i civilsamfundet, ville transaktionsomkostningerne øge voldsom i andre sektorer, understreger professoren.
– I den forbindelse er det nye forskningscenter blevet stærkt inspireret af Harvard-professorerne Porter og Kramer, der bl.a. med Nestlé og Intel som eksempler har identificeret ”shared value creation” som noget helt afgørende for vækst i fremtidens kapitalisme, fortsætter han.
Centret har Anker Brink Lund som daglig leder, og vil også have 3-4 phd’er og 3-4 senior- og post-doc-forskere tilknyttet – ud over en lille stab til at drive butikken.
Centret indvies den 7. marts med en international konference, hvor bl.a. Michael Schudson, professor ved Columbia University, taler. Blandt mange emner ved Michael Schudson bl.a. meget om reklame og marketing. Men hans speciale er medier og demokrati, og på konferencen vil han drøfte ”Good Citizenship” med udgangspunkt i tegnefil-familien The Simpson.
– Schudson lægger nemlig stor vægt på, at vi ikke alle sammen behøver være informerede Liza’er for at være en gode borgere. Moderne demokratier har også har brug for den foreningsaktive Homer, den rettighedsbevidste Bart og den tillidsbaserede Marge, som tit bliver glemt, når vi taler ”borgerinddragelse”, tilføjer Anker Brink Lund.
På selve dagen vil også en række kendte danske mediefolk, Lisbeth Knudsen fra Berlingske, Politikens Bo Lidegaard, Jørn Mikkelsen, Jyllands-Posten, Poul Madsen, Ekstra Bladet og Olav Skaaning Andersen, B.T., diskutere ”mangfoldighed og meningsdannelse i dansk dagspresse.” Ordstyrer er Lasse ”Mennesker & medier” Jensen.
Anker Brink Lund slutter dagen af med sine bud på, hvorfor civilsamfundet lige præcis i disse år er interessant for både for stat og marked.