For præcis 20 år siden blev Tuborg Classic brygget for først gang, og dagen markeres med en kampagne udviklet af Tuborgs social marketing bureau Patchwork.
Jeppe Boel, produktchef hos Tuborg Classic forklarer:
– Vi har lanceret en kampagne, hvor ønsket er at markere Tuborg Classics 20 års jubilæum på en sjov og involverende måde. Vores ønske har samtidig været at synliggøre, at Tuborg Classic på rekordtid er blevet en moderne klassiker. En klassiker, der gennem de sidste 20 år har formået at blive på toppen, mens andre tendenser og strømninger løbende er kommet og gået.
Kampagnen ruller på Facebook og YouTube, og på blot få dage har mere end 1.000 forbrugere skabt deres egne tidsrejser og genset klassiske danske og udenlandske øjeblikke – som Jacob Haugaards debut i Folketinget, da ungdomshuset blev ryddet, da Obama blev præsident, da Aqua gav os Barbie Girl eller da orkanen blæste Danmark omkuld.
Jonas Ingvardsen, kommunikationsrådgiver hos Patchwork fortæller om kampagnen:
– Med kampagnen giver vi forbrugerne mulighed for at komme med på en rejse og genopleve tiden, der er gået. Vi har nøje valgt en række historiske nedslag – eller klassiske øjeblikke om man vil. Men forbrugerne har også selv mulighed for at lege med og sammensætte en tidsrejse med øjeblikke, de selv synes har været interessante, sjove eller finurlige.