Dem, der vinder Guldkornet tilægger det en overnaturlig stor betydning, mens dem, der taber eller ikke vil være med nærmest tillægger prisen skadelig virkning.
Sådan lyder kommentaren fra en af Danmarks mest vindende kreative, Claus Skytte fra Propaganda McCann, der kalder Guldkornet ”et råddent æg”.
Han mener, at der er behov for at vende tilbage til udgangspunktet for prisen som var Creative Cirkle’s formålssætning tilbage i starten af halvfemserne nemlig “at højne standarden af dansk reklame”. 0
– Den målsætning tror jeg godt, både vindere, tabere og ikke-deltagere kan blive enige om, er formålstjenlig for vores branche. De sidste ti år har både norsk humor og svensk reklame sat internationale standarder. Ja, selv tysk reklame har gudhjælpemig også virkelig højnet standarden, mens dansk reklame ikke synes at have bevæget sig synderligt i nogen som helst retning. Denne ærgerlige situation for vores branche kan Guldkornet bruges til at ændre på, siger Claus Skytte, der mener, at Guldkornet skal flyttes ud af den mediebevågenhed som prisen har omkring sig.
– Det eneste mediebevågenheden fører med sig er, at folk får paraderne op og begynder at forsvare sig selv og deres bureauer. Guldkornsprisen handler om at finde nyskabelser inden for årets arbejde med reklame. Nyskabelser der måske, måske-ikke, kommer til at sætte nye standarder for dansk reklame efterhånden som kreatørerne og ikke mindst annoncørerne i deres daglige samarbejde tager nyskabelserne til sig. Men det rager offentligheden en høstblomst, hvad der måtte synes nyskabende i dag, siger Claus Skytte, der har vundet mere end tyve Guldkorn.
For at nedtone mediebevågenheden mener han, at der er behov for at ændre på selve konceptet. Guldkornet skal fx ikke have sit specialtillæg i Børsen og prisen skal af med sponsorerne og den glamourøse fest. For at komme videre bør Creative Circle udpege en gruppe bestående af Danmarks 25 bedste kreative hoveder. Gruppen skal samles en gang om året og over et par dage bedømme det arbejde, der sendes ind til dem.
– Når gruppen har fundet vinderne, ringer man til dem og inviterer dem ud til en bajer og evt. en plastic trekant på det hotel, hvor voteringen foregår, foreslår Claus Skytte, der mener, gruppen og Creative Circle’s bestyrelse efterfølgende få sig en bid brød, nogle flere bajere og en god snak om årets nyskabelser og hvad man som branche kan bruge denne nye viden til. Inspirationsaftenen foreslår han afsluttes med, at de tilstedeværende stemmer om, hvilke 25 personer, gerne også nogle af de nye, unge talenter, der næste år skal have æren af en inspirerende dag i selskab med årets reklamearbejde og Danmarks bedste reklamefolk.
– Mere kompliceret behøver det ikke være. Guldkornet er vigtigt. Men ikke som bureau-profilering. Lad os lytte til hinanden og i fællesskab højne den generelle standard af vores arbejde. Ellers ender det bare med at vores kunder rejser ud af landet, når de vil købe reklame, siger han.
jür