En international udbudsrunde om Københavns Lufthavnes reklamekoncession er afgjort – og til Clear Channel Danmarks fordel.
Og AFA JCDecaux, der har haft kontrakten siden 1979, er dermed vippet af pinden.
Den nyindgåede kontrakt, til en værdi af 40-45 millioner per år, betyder, at datterselskabet af Clear Channel Outdoor de kommende fem år vil have ansvaret for drift og udvikling af reklamemedierne i Københavns Lufthavn.
Det vil sige alle udendørs og indendørs reklamemedier som lysskilte, udstillingspladser, skærme og storformat-bannere i lufthavnen.
– Vi ser frem til at samarbejde med Clear Channel om at udvikle og udvide området i Københavns Lufthavn i de kommende år – blandt andet via nye og innovative medieplatforme, siger forretningsansvarlig Lasse Barsholm, Københavns Lufthavne.
– Der er et stort potentiale for reklamemedier i lufthavnens unikke, internationale miljø, hvor annoncører har mulighed for at kommunikere effektivt med beslutningstagere på B-to-B markedet og købedygtige forbrugere på B-to-C markedet, fortsætter han.
Position cementeres
Clear Channel Danmark, der har 170 medarbejdere og en årsomsætning på cirka 250 millioner kroner, slår samtidig sin position som markedsleder på det danske outdoor marked fast med en samlet markedsandel på 65 procent.
– Det er vores målsætning, at Københavns Lufthavn til enhver tid skal fremstå som en af de absolut førende internationale lufthavne på reklameområdet – en ”show case”, hvor de mest moderne og visuelt spændende reklamemedier bliver sat i drift, siger administrerende direktør Henrik Sørensen, Clear Channel Danmark.
Ifølge Henrik Sørensen er der et markant udviklingspotentiale på reklameområdet i Københavns Lufthavn, som virksomheden ser frem til udforske og udnytte.
Clear Channel Outdoor har internationalt blandt andet koncessionsaftaler med nogle af de største lufthavne i USA samt 67 lufthavne i andre lande fordelt på fem verdensdele.