På godt to år er det lykkes for Danmarks lille outdoor-terrier, Out of Home Media, at avancere til andenpladsen på markedet for outdoor-annoncering.
Selskabet har vundet lang en række kontrakter i 2015, der får stor betydning for den fortsatte vækst i 2016, mener Henrik Sørensen, adm. direktør hos Out of Home Media.
Det er kontrakter med Nobina, Dito Bus, De Blå Busser, Dansk Supermarked/Netto og Keolis i december, der skubber til optimismen.
Busser bag fremgang
Samlet set sidder Out of Home Media på ca. 95 pct. af reklamemarkedet for busser.
– Jeg er meget stolt over vores udvikling, siger Henrik Sørensen. ”At vi i løbet af tre år er gået fra at være en start-up og outsideren i markedet til at være den næststørste aktør, er jeg mere end tilfreds med.”
Efter tabet af DSB og Banedanmark, Københavns Lufthavn, alle buskontrakter samt nogle kommunekontrakter med buslæskærme har Clear Channel Danmark reduceret omsætningen med ca. 65-70 pct. i forhold til 2011, vurderer Henrik Sørensen.
Presset Clear Channel
– Clear Channel har det svært, ikke mindst fordi deres samlede underskud de seneste tre år ligger over 90 mio. kr. Jeg er spændt på, om virksomhedens amerikanske ejer bliver ved med at investere i forretningen.
– Nu er vi i det mindste Danmarks næststørste på outdoor-markedet, klart den største inden for busreklame, og jeg forventer en markant positiv trend i outdoor markedet de kommende år.
– Mediet kan nemlig ikke fravælges, andre analoge medieplatforme er i frit fald og outdoor kan drive trafik på nettet og får dermed en vigtig rolle i kombination med netmedier de kommende år, slutter Henrik Sørensen.
Markedslederen er AFA JCDecaux, der har vundet bl.a. DSB og Banedanmark, og efterhånden sidder på 55-60 pct. af markedet. Ny spiller på markedet er Egmont, der i kraft af enorme investeringer vandt reklamekontrakten i Københavns Lufthavn.