Med afdelinger i Aalborg, København og Aarhus, er reklamebureauet Client vokset støt de senere år og har for nylig ansat fem nye medarbejdere.

I gruppen af nye medarbejdere finder man en gammel kending i skikkelse af Jesper Højland, som med 20 års erfaring i reklamebranchen, ventes at styrke bureauet på koncept og art direction.

Han har tidligere slået sine folder på som kreativ chef hos Aalborg-bureauet Combine, art director hos Grey i Aarhus og drevet virksomheden Højland.

Jesper bliver senior art director hos Clienti og bliver en markant styrkelse af det kreative team. Det handler jo om at sammensætte de rigtige kompetencer, og Jesper er meget stærk på især koncept og tværmediale kampagner og har en masse erfaring med at håndtere kunder og kunders kunder, fortæller direktør og partner i Clienti, Anders Bjørnstrup.

Med Jesper Højlands indtræden i Clienti får Højlands nuværende kunder, som alle følger med over i Clienti, adgang til en bredere produktpalette. Det drejer sig bl.a. om AaB, Aalborg Teater, Kunsten og Brøruphus Efterskole.

– Beslutningen om at slutte mig til Clienti følger naturligt efter længere tids samarbejde, hvor Clienti har udviklet sig fra leverandør til tæt samarbejdspartner. Clienti forstår kontinuerligt at udvikle sig og er et af de rendyrkede bureauer, der vil og forstår reklame. I fællesskab kan jeg se os løfte os til nye højder, idet begge parter opnår en strategisk styrkelse af fagligheden på det kreative område, forklarer Jesper Højland, som allerede er tiltrådt i sin nye stilling.

Udover Jesper Højland har Clienti også ansat Simon Clausen (AD’er), Mathias Bach Laursen (AD-elev), Signe Damkjær Schmidt (projektleder) og Vujadin Vidovic (digital seniorudvikler).

– Det er en udvidelse, men også en investering, der gør os stærkere på tværs af alle platforme. Det er et væsentligt skridt i vores strategi. Vi er dog ikke helt i mål på den korte bane, da vi stadig leder efter en kontaktchef mere til holdet, slutter Anders Bjørnstrup.