Mandag åbner dele af det danske samfund igen, når flere restriktioner for eksempelvis dele af detailhandlen udfases.

Der er imidlertid et stykke vej til en fuld genåbning af Danmark.

Og landets virksomheder bør sikre sig, at de har de rette kompetencer med ved bordet, hvor beslutningerne om genåbningsplanerne – og planerne i en post corona tid – træffes.

Det mener Eva Lundgren, der er Group Marketing Director hos BC Group og medlem af Dansk Markedsførings bestyrelse.

I et debatindlæg, der er bragt i dagbladet Børsen, påpeger hun, at coronakrisen er meget anderledes, end tidligere kriser, der har tvunget virksomheder til at lægge nye strategier.

– Denne gang er der brug for nye værktøjer, kreativ tænkning, innovation og nye inputs. Samfundet er på mange måder forandret, og der er brug for nye måder at tilgå markedet, når vi åbner op igen.

Afgørende for genstart

Eva Lundgren opfordrer til, at marketing blive inddraget tidligt:

– CMO’en og den kommercielle afdeling har i dag unikke kompetencer, der også er kommet frem under corona, fordi netop kreativitet, innovation og ”de nye” løsninger har været afgørende i mange brancher. Og når virksomhederne starter op på de omtalte planer for genåbning, så inviter CMO’en og den kommercielle afdeling med tidligt i strategiforløbet, skriver hun.

Eva Lundgren påpeger, at virksomhedernes ”kommercielle medarbejdere besidder nogle af de kompetencer, der er afgørende for en genstart.”

" CMO’en og den kommercielle afdeling har i dag unikke kompetencer
Eva Lundgren, Group Marketing Director, BC Group

De er således vant til at analysere markedsbevægelser, ligesom de arbejder med ”KPI’er, der er direkte kundeadfærds- og indsigts-bestemte.” 

– Med andre ord ”lever” de af kundeindsigt, der bidrager til meget af den succes, vi ser derude, skriver Eva Lundgren i Børsen.

Tiltag og restriktioner, der udløb 28. februar og som ikke er en del af den gradvise genåbning, er foreløbigt forlænget til og med 5. april 2021.