En række af Danmarks største virksomheder tjener styrtende på de CO2-forureningskvoter, de har fået gratis af den danske stat. Aalborg Portland har fået tildelt næsten dobbelt så mange CO2-kvoter, som virksomheden har brug for, og ligger i dag inde med overskydende kvoter til en værdi af 133 millioner kroner, viser nye tal fra EU-kommissionen. Mærsk Oil har ekstra CO2-kvoter for 50 millioner kroner, og en række andre danske giganter som Dong Energy og Carlsberg er ejere af gratis kvoter for mange millioner, der kan sælges videre til andre virksomheder med stor fortjeneste.
– Når det viser sig, at de mest forurenede virksomheder nu – uden at have rørt en finger – har gratis CO2-kvoter for millioner, er det helt paradoksalt, siger Mark Lewis, energianalytiker i Deutsche Bank.
EU’s danske klimakommissær, Connie Hedegaard, er også fortørnet over milliongevinsterne og vil nu lægge bånd på medlemslandenes uddeling af CO2-kvoter de kommende år.
– Man kan godt forestille sig at kvoter, der endnu ikke er blevet uddelt, heller ikke bliver det, siger Connie Hedegaard.
Virksomhederne i EU må kun forurene, hvis de har købt særlige forureningskvoter, CO2-kvoterne.
Politiken side 1