Netop i disse dage folder en ny Coca-Cola film sig ud på de danske tv-skærme. En film af den slags, derved første øjekast får prædikatet ”international”.
Men den er pæredansk. I hvert fald i sit kreative ophav. Det er nemlig Saatchi & Saatchi, der har skabt den til brug på det nordiske marked.
Satsningen handler om Coca-Colas aktiverings- og loyalitets-program. I gamle dage ville det have været en promotion, hvor man kunne vinde et eller andet ved f.eks. at samle kapsler. Men i internettets tidsalder har man fået helt nye muligheder for den slags aktiviteter.
Coca-Cola sætter en kode i kapslerne, som man kan bruge på nettet. Her kan man ved hjælp af koden bytte sig til noget af værdi – i første omgang musik eller deltagelse i en konkurrence, hvor man kan vinde en iPod. Men man kan også spare point sammen og få råd til nogle dyrere ting, og det er meningen, at udbudet vil udvikle sig hele tiden. Der er således tale om en længerevarende promotion.
– Flasken er jo reelt et kæmpe medie for en virksomhed som Coca-Cola. Vi taler jo om millioner af eksponeringer hver dag, som så skal aktiveres ved at trække folk ind på nettet, siger adm. dir. Thomas Falck, Saatchi & Saatchi.
Aktiviteten er desuden en del af Coca-Colas generelt øgede satsning på musik.
Filmen suppleres med bannere og outdoor og kampagnen har allerede kørt i Sverige.
fin