Selv om Manchester United-spilleren Wayne Rooney i onsdags sikrede sin klub sejren i et Champions League-opgør mod Chelsea på Stamford Bridge, så har det ikke formildet sindene hos Coca-Cola.
Læskedrik-giganten har ellers haft en sponsorkontrakt med den 25-årige fodboldstjerne siden 2005, men nu har Coca-Cola, som gerne vil stå for et familievenligt image, angiveligt mistet tålmodigheden med den kontroversielle spiller. Det skriver The Telegraph.
Coca-Cola har ifølge avisen bekræftet, at sponsoratet slutter, men ikke yderligere kommenteret på årsagerne til, at man ikke ønsker at forny kontrakten, som udløb ved årsskiftet.
Sex-skandaler, slagsmål og raserianfald har kostet Rooney massevis af dårlig omtale og indtil flere tilfælde af spille-karantæne, men en talsmand for Coca-Cola siger blot til The Telegraph, at der er tale om en gensidig aftale, og at man ønsker stjernen held og lykke fremover.
Ifølge den britiske avis tjener Rooney omkring 11 millioner kroner – om måneden – og har i øvrigt fortsat sponsoraftaler med Nike og EA Sports.
Til gengæld burde Coca-Cola måske kigge lidt nærmere på den sympatiske, argentinske FC Barcelona-stjerne Lionel Messi, hvis virksomheden gerne vil associeres med en mere populær spiller.
Syv timer efter, at Messi i onsdags oprettede sin egen Facebook-side, havde han fået næsten syv millioner ”likes”. Det er 40 procent flere end Barack Obama og omkring 30 procent flere end ungpige-helten Justin Bieber.