Når Coca-Cola Danmark A/S 1. maj lancerer den nye SanSão, er det første
gang i seks år, der kommer et nyt sodavandsmærke til Danmark. SanSão
henter sin smag fra guaranabærrene i Amazonas.
Danmark bliver det andet land uden for Latinamerika og USA, hvor Coca-Cola
lancerer SanSão. I januar kom SanSão på hylderne i de norske butikker og
solgte så godt, at den nu er Norges syvende største sodavand. Succesen skyldes,
at SanSão er en ny valgmulighed til de unge voksne.
– Coca-Cola Danmark har længe følt, at der manglede et stærkt bud på en
sodavand til de yngre voksne. Analyser viser, at mange danskere drikker mindre
sodavand, når de begynder at studere eller får et job. Allerede som 20 til
24-årige drikker vi mere kaffe end sodavand. Vi ved, at mange drikker meget
kaffe, fordi de gerne vil have den opkvikkende effekt fra koffein. SanSão er et
godt og forfriskende alternativ, som vi forventer vil kunne øge antallet af sodavandsdrikkere i Danmark, siger Kirsten Ægidius, der er senior marketing
manager i Coca-Cola Danmark A/S.
Ud over en forfriskende smag, der kan beskrives som en blanding af æble og
ananas, og et lavere indhold af kulsyre end almindelige sodavand, indeholder
SanSão en mindre mængde naturlig koffein, som stammer fra guaranabærrene.
– SanSão blev udvalgt efter intensive testsmagninger i Danmark. Vi lagde ud
med 12 produkter, og her viste SanSão sig at være klart det bedste. Seks ud
af 10 var positive over for smagen, og mere end halvdelen sagde, at de ville
købe SanSão, når den kom på markedet, siger Kirsten Ægidius.
Guarana er en klatreplante, der vokser i Venezuela og det nordlige Brasilien.
Lanceringen af SanSão støttes af en kampagne, der inkluderer tv-spots, outdoor-reklamer og annoncering på Go Cards. Desuden vil forbrugerne få mulighed for at smage den nye SanSão i perioden fra 26. maj til 28. juni, hvor udvalgte stormagasiner og shoppingcentre landet over vil uddele i alt 300.000 samples. Samplingen forventes at nå omkring 40 procent af målgruppen.
Tv-kampagnen går i luften medio maj og fortsætter til og med oktober.