Coca-Cola-koncernen har skåret 16 af sine hidtil 20 europæiske lead-bureuaer på det klassiske røde Coke-brand væk og vil fremover kun arbejde med fire af slagsen – Wieden & Kennedy Amsterdam, Mother London, McCann Erickson Spain og Senior Rushmore Madrid. Det skriver britiske Guardian.
Ifølge avisen vil de fire – som vil komme til at gå under navnet Coke Red European Agency Network – inden for kort tid blive briefet om, hvordan den nye strategi skal implementeres.
Hos Coca-Cola Nordic siger nordisk reklamechef Jens Jermiin, at trækket overordnet set har til formål at styrke det kreative output og hente større effekt for investeringerne, men at omstruktureringen ikke får den store praktiske betydning på nordisk niveau.
– Her har Saatchi & Saatchi gennem en årrække arbejdet meget dygtigt med Coca-Cola-brandet, dels ved at forædle og lokaltilpasse internationalt udviklede kampagner, og dels ved arbejde med brandet på en række andre parametre, som f.eks. design. Og det ændrer sig ikke, siger Jens Jermiin.
Han vurderer, at trækket vil komme til at betyde, at koncernen går fra flere store, lokale kampagner til færre, men endnu større kampagner, som kører tværnationalt.
Ifølge Nielsen Media Research bruger Coca-Cola på europæisk plan godt 800 millioner kroner årligt på markedsføring af det røde brand.