En stor del af mystikken der omgærder den allestedsnærværende læskedrik Coca-Cola, kan meget vel hænge sammen med den hemmelige opskrift.
Siden 1886 har læskedrikgiganten gået stille med dørene når det kom til, hvad den brune væske rent faktisk indeholdt.
Det bliver der nu lavet om i en ny kampagne, hvor det bliver slået fast, hvad Coca-Cola i hvert fald ikke indeholder.
– Der er ikke tilsat konserveringsmidler og kunstige aromastoffer. Det har der aldrig været, og det vil der aldrig blive, siger Mikael Bonde Nielsen, nordisk kommunikationsdirektør hos Coca-Cola.
Han understreger, at den fulde opskrift dog stadig vil forblive en hemmelighed.
Farven kommer fra karamel, og drikken er tilsat vegetabilske ekstrakter, hvilket den kommende kampagne vil kommunikere, men de præcise blandingsforhold kender kun få og på skrift ligger de låst inde i en bankboks hos SunTrust Bank i Atlanta.
Ifølge Mikael Bonde Nielsen hænger den nye åbenhed om ingredienser blandt andet sammen med forbrugernes forøgede interesse for, hvad produkter indeholder.
Kampagnen, som kaldes for ”Pemberton-kampagnen” efter John Pemberton, der opfandt Coca-Cola tilbage i forrige århundrede, er tilrettet Norden af Saatchi & Saatchi København.
Den har premiere i Sverige på mandag, og vil siden hen også nå Danmark på både print og i tv.
sm