Coca-Cola er i luften med årets jule-reklamefilm, og ganske som siden 1920 er julemanden på spil.

Til gengæld har Coca-Cola på grund af coronapandemien besluttet at droppe den ellers så populære tradition med at besøge stribevis af byer med de ikoniske røde jule-lastbiler.

Det bekræfter Jes Randrup Nielsen, Director, Public Affairs, Communications & Sustainability, Coca-Cola Danmark, over for Markedsføring.

– Det er korrekt, at vi ikke kører med lastbilen i år. Det gør vi heller ikke i andre lande, og det er naturligvis ærgerligt, men som situationen er, ville det ikke være forsvarligt, siger han.

I stedet må julehungrende danskere varme sig med den nye reklamefilm, ”The Letter”, instrueret af den Oscar-vindende filminstruktør Taika Waititi, der også står bag film som Thor: Ragnarok og JoJo Rabbit.

Støtter stadig Mødrehjælpen

Sidste år besøgte Coca-Colas julelastbilen 38 forskellige steder i Danmark for at dele iskolde colaer ud og fejre højtiden. 

Samtidig kunne danskerne få en miniatureudgave af julelastbilen eller en julekugle med hjem – merchandise, der uddeltes til fordel for Mødrehjælpen.

Aktiviteten sikrede sidste år det velgørende arbejde for økonomisk trængte børnefamilier 400.000 kroner, og hos Coca-Cola er man ked af, at det ikke lykkes at få lastbilen ud og gentage succesen:

– Men vi er i fuld gang med at arbejde på en model for det nye år, så vi kan sikre yderligere støtte til Mødrehjælpens vigtige arbejde, siger Jens Randrup Nielsen til Markedsføring.

”Et budskab om nærvær”

Den nye julefilm, som bureauet Widen +Kennedy i London står bag, fortæller historien om en fars forsøg på at få sin datters julebrev frem til julemanden i tide. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra Coca-Colas nye julefilm. Foto: PR.

Og budskabet er klart: Det handler om at ”værdsætte og være sammen med dem, man holder af”, lyder det fra Marie Ørsted, Senior Brand Manager for Coca-Cola i Danmark, i en pressemeddelelse.

– Filmen handler om nærvær, og budskabet er, at du skal give den gave, kun du kan give: Dig selv, siger hun og tilføjer, at ”Coca-Colas forbindelse til julen er speciel”:

– Og vi er utrolig stolte af den historik og tradition. Dette år har været vanskeligt for mange, og julen vil have særlig stor betydning. Vi synes derfor, at det var passende at genbesøge vores univers og gøre vores julereklame endnu mere relevant.

Se Coca-Colas nye julefilm her.