Et community på Cocio.dk skal markedsføre chokolademælken på en ny måde. Fællesskabet nominerer de Cocio-spots, som man selv kan skabe, til at blive vist på TV2 Zulu.

Med Cocios nye markedsføringsstrategi skal brugerne, udover at kunne vinde køleskabe og – nå-ja: – chokolademælk, kunne designe nye emballager og smagsvarianter for brandet.

– For at slå de store konkurrenter skal vi være kreative og frække. Derfor vil vi give folk kontrol over vores markedsføring for dermed at komme i dialog med dem. Midlet er brugerinvolvering og medbestemmelse, siger markedschef hos Cocio, Jette Simonsen.

Det århusianske webbureau Up-Site har lavet konceptet og opbygget Cocios nye omfattende online univers og community.

– Vi har gjort det nemt for alle at lave film og indhold på cocio.dk. Du opretter dig som bruger og kan med det samme optage film direkte med dit webcam, eller uploade film fra din computer. Fremgangsmåden minder om YouTube, så alle kan finde ud af det, siger Lars Henrik Larsen, direktør for Up-Site.

Cocio er klar til at gå planken ud og lade sig overraske over, hvad Cocio-communityet måtte finde på.

– Uanset kvaliteten i de film, som fællesskabet udpeger, så vil en af dem blive vist på TV2 Zulu. Og hvis folk i fremtiden kårer en lyserød etiket med lilla stjerner til en ny Cocio-smagsvariant med jordbær og vindruer, så sender vi den på markedet, understreger Jette Simonsen.

peng