Den chokoladelækre cubansk-amerikanske skuespillerinde Eva Mendes har gennem en årrække været frontfigur for Arlas cacaomælk-brand Cocio, men nu slutter samarbejdet med latino-skønheden – og med bureauet bag Mendes-reklamerne, Co+.

Nyt bureau bliver DBB i København, som Arla efter en sondering af bureaumarkedet hen over efteråret har valgt som fremtidig samarbejdspartner.

Bureauet oplyser i en meddelelse, at det nye partnerskab kommer til at udmønte sig i en ny global kommunikationsplatform – uden Eva Mendes – og at det kommer til at omfatte ”en styrkelse af Cocio mærket i Danmark, på eksisterende nærmarkeder og lancering af Cocio på nye markeder.”

– Vi arbejder på at forløse det store internationale potentiale, vi ser for Cocio brandet fremadrettet, lyder det i meddelelsen fra Global Senior Brand Manager hos Cocio Christina Grotkjær Nielsen.

Hun tilføjer, at DDB har vist en stor strategisk forståelse for Cocio-brandet og rigtig god indsigt i og erfaring med den unge målgruppe.

– Dernæst er det et bureau med en stærk kreativ profil i kombination med en evne til at tænke og udvikle integrerede løsninger, der engagerer målgruppen på de digitale platforme. Vi har naturligvis også lagt vægt på et stærkt internationalt netværk, som kan sikre, at den dansk udviklede platform kommer relevant og præcist i spil på alle markeder, siger Christina Grotkjær Nielsen.

Også hos DDB er der glæde over det nye samarbejde:

– Vi glæder os til at arbejde med Cocio, fordi det er et brand, som både har stor følelsesmæssig appel og som samtidig er baseret på et stærk og enkelt produkt med en god historie. Vi er meget stolte over og glæder os rigtig meget til at være en del af det næste kapitel, siger Strategisk Direktør Puk Rohde fra DDB.