– Etableringen af Cohn & Wolfe skal ses som led i en vækst-strategi, fortæller Steffen Lüders, administrerende direktør i GCI Mannov, der nu genopliver Cohn & Wolfe, der skal fungere som indgang til hele Norden for den internationale kæde. En gruppe af syv konsulenter fra GCI Mannov med hver deres kundeportefølje, der tages med fra GCI Mannov, udgør rygraden i det nye Cohn & Wolfe. Blandt kunderne er Roche og Illum. Tidligere partner i GCI Mannov, Søren Berzant, bliver administrerende direktør og partner og vil sammen med Peter Birgens udgøre den daglige ledelse.
Cohn & Wolfe har tidligere været på det danske marked, hvor det i slutningen af 90’erne var blandt de største PR-virksomheder. Det nye bureau vil i første omgang indrette sig på en selvstændig etage i GCI Mannovs lokaler ved Søerne i København. Men allerede inden årets udgang er det planen at flytte til egne lokaler.