På onsdag har adm. direktør Christoffer Back sidste dag hos Co+Høgh og dermed slutter 10 års parløb mellem Gaute Høgh og Christoffer Back – først hos Kunde & Co, hvor Christoffer blandt andet var PA for Gaute Høgh – siden hos Co+Høgh.
Bureauets stifter og arbejdende bestyrelsesformand, Gaute Høgh, siger:
– Christoffer og jeg har arbejdet sammen i 10 sjove år. Det har været et rigtig godt samarbejde, især fordi vi besidder vidt forskellige kompetencer. Han og jeg har sammen med alle medarbejderne på bureauet udført et kæmpe arbejde med at vende udviklingen i en positiv retning. Det er lykkedes at få strømlinet vores organisation, og vi har skaffet flere, større kunder i både ind- og udland.
Gaute Høgh  ønsker ikke at fortælle, hvor hans afgående adm. direktør skal hen, da medarbejderne i den pågældende virksomhed ikke orienteres før på mandag.
Christoffer Back overtog posten som adm. direktør i Co+Høgh i august 2009 og havde indtil da – siden 2006 – fungeret som bureauets kontaktdirektør. Tidligere har han arbejdet hos Brandhouse og Kunde & Co.
 
Gaute Høgh overtager nu – i hvert fald indtil videre – selv den daglige ledelse af bureauet, der gennem årene har specialiseret sig i drikkevarekategorien og har kunder som Cocio, Rynkeby, Orangina, den østrigske juice-gigant Rauch og det indisk-franske kildevandsbrand Qua på kundelisten.
Tidligere har også Aqua d’Or været på listen, men det brand er tidligere i år
flyttet over til Bates Y&R.