Mandag aften var status, at fire danske finalepladser i to kategorier på fornem vis blev vekslet til tre løver.

Men tirsdag dalede kadencen noget, idet fem andre danske finalepladser i tre andre kategorier kun udmøntede sig i en enkelt løve.

Den tog DDB og OMD sig af, og prisen blev givet i Media-kategorien for Coinoffers/Coins for Clicks for McDonald’s. Bureauet var også nomineret i samme kategori for Coinoffers/Jackpot, men her blev det ved finalepladsen.

I Outdoor-kategorien var Ogilvy nomineret for Nutcase’s Outdoor Fitting Room for Nutcase Denmark – som i øvrigt snuppede en bronze-løve i Promo & Activation-kategorien mandag aften – men i Outdoor blev det ikke til en løve.

Yderligere var TBWA/Digital Arts Network nomineret i den ny Innovation-kategori for social media-værktøjet Motley for Carlsberg – et værktøj, der overvåger aktiviteten på bryggeriets sociale medier, tygger data og kommer op med konkrete forslag til indhold, der burde deles socialt.

Men heller ikke her udmøntede nomineringen sig i en løve.

For Carlsbergs vedkommende var der dog alligevel grund til at glæde sig, idet filmen ”Poker” fra det belgiske bureau Duval Guillaume Modem tirsdag aften sikrede sig en bronze-løve i Media-kategorien.

”Poker” var i øvrigt nomineret to gange i Media – plus i Direct og Promo & Activation – men foreløbig er det ”kun” blevet til en enkelt løve.

Filmen er også på shortlisten i Cyber, hvor der uddeles priser onsdag, så der er stadig mulighed for flere løver ved den internationale pris-fest.

Under alle omstændigheder er der noget at leve op til: Ved sidste års VM i reklame løb Carlsberg og Duval Guillaume Modem i fællesskab med hele tre løver med forgængeren ”Bikers”.

I Mobile var der ingen danske finalepladser – og derfor heller ingen danske løver.

Se alle vinderne i Media her.

Se alle vinderne i Outdoor her.

Se alle vinderne i Innovation her.

Se alle vinderne i Mobile her.

Og se Carlsbergs Poker-film her.