I slutningen af februar udvidede Facebook like-funktionen med fem nye humørikoner: love, haha, wow, sad og angry.
Coca-Cola har som en af de første danske annoncører opnået interessante resultater ved at bruge ikonerne som et brandingværktøj med en idé, der er enkel, kosteffektiv og enormt engagerende.
Via en afstemning på Facebook kunne danskerne fra i fredags angive, hvilken Coca-Cola variant, de havde mest lyst til ved hjælp af de nye humørikoner. Det har mere end 42.000 brugere gjort, og antallet af reaktioner vokser fortsat.
Derudover har en massiv interesse vist sig i kommentarfeltet, hvor 2.000 loyale brugere deler produkthistorier om deres foretrukne variant. Den originale røde er ikke overraskende stadig danskernes favorit, mens den nye Life-variant indtager andenpladsen.
– Humørikonerne giver os en indikation af de danske forbrugeres præferencer, siger Peter Hædersdal, Senior Brand Manager fra The Coca-Cola Company, Danmark.
– På den måde kan det fungere som et godt supplement til vores øvrige indsigtsarbejde samtidig med, at vi får engageret forbrugerne og mindet dem om vores forskellige produkter.
Humørikonerne er netop et godt redskab til at opnå bedre kendskab til ens målgruppe.
Det fortæller Marie Louise Eriksen, Digital Client Manager ved mediebureauet Carat:
– Set fra et markedsføringsmæssigt perspektiv kan humørikonerne bruges som et mere nuanceret værktøj til at forstå forbrugernes holdninger og følelser over for et brand, produkter og budskaber
Forbrugerne belønner godt content
Idéen er udviklet i Belgien og er siden rullet ud på globalt plan, senest i Sverige og nu i Danmark.
Alle markeder har indtil videre taget godt imod posteringen, der har opnået imponerende organisk reach.
I Danmark udgør den organiske vækst indtil videre næsten 60 procent af det samlede reach og vokser fortsat time for time.
– I dag kommer annoncører sjældent langt på Facebook uden en god portion betalt reach. Men en case som den her beviser, at man stadig kan komme rigtig langt med godt content, der fanger forbrugernes interesse, og som er sjovt at engagere sig i, siger Danielle Streiff Møller, Head of Social Operations ved Dentsu Aegis’ digitale bureau, Isobar.
Posteringen er ikke kun populær blandt forbrugere, men har også høstet opmærksomhed blandt branchefolk og i online debatgrupper. Konceptet er simpelt, men samtidig intelligent, da det er udviklet på mediets præmis og udnytter nyhedsværdien i Facebooks udvidede funktioner, som brugerne stadig kun er ved at vende sig til.
Og de 42.000 humør-reaktioner, næsten 2.000 kommentarer og mere end 150 delinger allerede efter de første fem dage er bevis for, at brugerne gerne vil lege med, selv når budskabet bag rummer en tydelig kommerciel agenda.
– Det åbner for nye muligheder for at engagere brugerne digitalt, og vi glæder os til at udforske flere kreative muligheder ved Facebooks nye humørikoner, uddyber Jakob Møllmann, Nordic Digital Manager ved The Coca-Cola Company.