To – mildest talt – temmelig forskellige organisationer har fundet hinanden i et ambitiøst flerårigt projekt, som skal få danske unge til at røre sig mere.
Det drejer sig om læskedrikgiganten Coca-Colas danske afdeling og den store, danske idrætsorganisation DGI, som nu i fællesskab lancerer en 2020-plan, der skal forsøge at imødegå det faktum, at op mod en fjerdedel af de unge stopper med at dyrke idræt i løbet af teenageårene.
Undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut (IDAN) og fra Sundhedsstyrelsen tyder på, at frafaldet blandt de unge bl.a. hænger sammen med, at fx skolearbejde, venner og sociale aktiviteter fylder mere i de unges liv – så derfor vil Coca-Cola og DGI nu sammen forsøge at overbevise de unge om, at sved på panden og udfordrende idrætsaktiviteter som slackline og panna godt kan gå hånd i hånd med dét at have det sjovt, god musik og mad.
Partnerskabet mellem Coca-Cola og DGI har de 16-21 årige som primær målgruppe, og projektet, som kommer til at udfolde sig ved events i byer over hele Danmark frem til 2020, har fået navnet ”HappyMoves”.
300 events planlagt
Formålet med partnerskabet er, oplyser de to partnere, også at igangsætte og drive en ny, agendasættende ungdoms- og bevægelseskultur i samarbejde med de danske kommuner, og i et større perspektiv kan indsatsen bane vejen for et byrum med varige aktivitetspladser til unge. De danske kommuner bydes med som samarbejdspartnere.
Men hvorfor går Coca-Cola ind i et projekt som dette?
– Målet om at igangsætte 100.000 unge inden 2020 er vigtigt, og da det aktive liv som del af en afbalanceret livsstil er essentielt for Coca-Cola, er vi glade for at gå sammen med DGI om at sætte det på samfundsagendaen. DGI’s forståelse for breddeidræt og deres tilstedeværelse i alle dele af Danmark sammenholdt med, at Coca-Cola er en integreret del af den danske ungdomskultur, gør, at vi sammen kan løfte projektmålet, siger Charlotte van Burleigh, der er landechef i Coca-Cola Danmark.
Tanken er, at der i løbet af de første tre år skal køre op mod 300 små og store events i forskellige byer i landet, og de første to kommer allerede til at køre i år.
Også hos DGI har man naturligt nok et ønske om, at de unge bevæger sig mere og oftere. Og her mærker man desuden, at mange idrætsforeninger har en udfordring i forhold til at tiltrække og fastholde de unge.
– Vi er bevidste om, at det er de unge selv, der skal bestemme, hvad der er sjovt og cool inden for det muliges kunst, og det er dét, vi lytter til. Herudover er vi bevidste om, at det er via et sjovt og meningsfyldt fællesskab, at de unge kan blive mere aktive på mere permanent vis. Med ”HappyMoves” får vi mulighed for at afprøve nye veje til at gøre de unge mere aktive, samtidig med at de er en del af et fællesskab, siger Søren Møller, der er formand for DGI.
De unge med i planlægningen
De første to events bliver en slags pilotprojekter, og kommer til at køre den 25. oktober i Aarhus (i Den Rå Hal på Godsbanen) og den 1. november i Odense (i Byens Ø på Odense Havn).
Her vil de unge kunne udfordre sig selv og hinanden med street basket, slackline, street gym, taekwondo, panna-cup og meget mere. DJ’s vil være med til at sætte lyd på aktiviteterne, ligesom der vil være mad og drikke på pladsen.
Fremadrettet bliver events og deres indhold fastlagt i samarbejde med de unge selv og et antal HappyMoves Agents, der vil være unge ”first movers” fra lokalmiljøet.
Der samles løbende feedback i en vidensbank, som parterne bruger til planlægning af kommende events, og der arbejdes allerede nu med elementer som ”pigernes event” og ”nattræningsevent”.
Det er PR-bureauet Essencius, der er bureau på projektet, og herfra siger Rikke Koks Andreassen:
– Der er tale om et helt unikt projekt med en mission, vi alle kun kan erklære os enige i. At få 100.000 unge til at bevæge sig mere er det bærende element i indsatsen, og at gøre det på de unges præmisser er nytænkende. Herudover er det at arbejde med to så forskellige organisationer som Coca-Cola og DGI og forløse deres fælles potentiale i et så ambitiøst projekt stærkt motiverende.
I 2015 ventes ”HappyMoves” at ramme seks byer, mens 12 byer er med i 2016.
Coca-Cola og DGI ønsker ikke at oplyse, hvor stort budgettet for ”HappyMoves” er.