WWF – Verdensnaturfonden – har arbejdet for at beskytte Arktis i over 20 år – og Coca-Cola-koncernen har støttet arbejdet økonomisk siden 2007.

Det er næsten også vanskeligt for WWF at finde en mere oplagt partner: Isbjørnen har, siden den første gang optrådte i en Coca-Cola-annonce i 1922, nærmest været synonym med Coca-Cola – i hvert fald i marketing-sammenhæng.

Sidste år havde parterne stor succes i USA og Canada med ”Arctic Home”-kampagnen, der støtter WWF’s arbejde for isbjørnen, og nu skal også europæerne være med. I går gik den i luften i England, og til marts lanceres den officielt i Danmark.

Og det er ikke småpenge, der sættes af til projektet. Over de tre år, som den europæiske kampagne kommer til at vare, donerer Coca-Cola tre millioner euro til projektet – og håbet er, at Coca-Cola-fans og -forbrugere også vil bidrage til WWF’s arbejde for isbjørnene.

WWF har udråbt 2013 til isbjørnens år, og fra Coca-Cola Danmarks side er ambitionen med kampagnen klar:

– Vi ønsker, sammen med WWF, at bidrage til beskyttelsen af Arktis. For isbjørnens skyld og til fordel for alle andre, der kalder Arktis for deres hjem, lyder det fra selskabet, som derfor også oplyser, at de penge, der rejses, vil blive brugt til WWF’s arbejde for at bevare isbjørnens levested – i samarbejde med lokalbefolkningen i Arktis.

Ifølge det britiske Marketing Magazine er kampagnen den største pan-europæiske aktivitet fra Coca-Cola nogensinde, og selv om den officielle danske lancering af kampagnen først finder sted den 2. marts (på Planetariet i København), kan man allerede nu læse mere og selv støtte kampagnen her.

Naturens egne isbjørne kan du se i filmen over artiklen.

Og Coca-Colas seneste isbjørne-film – en syv minutter lang animeret sag, produceret af den berømte filminstruktør Ridley Scott, kendt fra Oscar-belønnede film som Alien, Gladiator og Black Hawk Down – kan du se her.