Efter regn kommer sol. Sådan lyder et gammelt ordsprog, og det er også budskabet i en ny kampagne for Coca-Cola, som skal få danskerne til at smile, når det regner.

Coca-Cola slog i går dørene op til landets første galleri, som kun kan ses i regnvejr.

Galleriet kommer således til at holde åben de næste tre måneder, hvor Danmarks ældste by, Ribe er vært for det utraditionelle tiltag.

For nyligt blev byen nemlig kåret til “Europas smukkeste lille by” – men til gengæld også én af de mest regnfulde byer i kongeriget. Alligevel mener man hos Coca-Cola, at der god grund til at smile.

Det er netop også kombinationen af dansk historie og regnvejr, der har fået Coca-Cola til at vælge Ribe som det udgangspunkt for det nye innovative tiltag.

Galleriet er angiveligt det første af sin slags i Danmark, da motiverne kun er synlige på en af 171 årlige regnvejrsdage. Galleriet, som består af seks forskellige billeder, er placeret på en vestvendt gavlmur centralt i Ribe og ses kun som seks hvide felter i tørvejr.

Men når regnen sætter ind og rammer de hvide felter, vil der tone seks portrætter frem, som omdanner selvsamme mur til Danmarks eneste regnvejrsgalleri.

Brandslanger bag fernisering

Portrætterne er således trykt på et særligt materiale, som udmærker sig ved at reagere på vand og dermed gør motiverne synlige, når de kommer i kontakt med vand. Og på tilsvarende vis forsvinder motiverne igen, så snart vandet fordamper.

Så regnvejrsgalleriet skal med andre ord minde danskerne om, at de skal huske at smile, også selvom det regner.

For i Danmark falder der nemlig omkring 750 millimeter regn om året, som nærmest kun får landmænd og paraplyfabrikanter til at klappe i hænderne.

Men nu skal smilene altså tilbage på læberne af andre end landmændene, og med kampagnen fortsætter Coca-Cola i samme spor som hidtil, hvor man med konceptet “Reasons to Believe” har forsøgt at remme danskerne med flere positive budskaber via tv- og outdoor-reklamer.

– Regnvejrsgalleriet i Ribe og hele vores kampagne handler om at fokusere på de positive ting i livet. For selvom der er meget i verden, som kan gøre os triste og frustrerede, så findes der masser af grunde til at tro på en bedre verden. Husk, at for hver 100 meter trafikprop er der tre kilometer strand, og hver gang et tog er forsinket, ankommer et nyt menneske til verden. Og selvom det regner meget i Danmark, er vi stadig det lykkeligste folkefærd i verden, siger Charlotte van Burleigh fra Coca-Cola Danmark.

Hvor et traditionelt galleri normalt indvies med en snor, der klippes over, blev dette indviet med vandkaskader leveret af det lokale brandvæsens brandslanger.

Galleriet kan opleves Ribe frem til 1. juli 2014 – og selvfølgelig kun i regnvejr.

Billeder: Toke Hage