Hvilken musik gør danskerne mest glade?
Det satte Coca-Cola sig for at undersøge, da man for nyligt lancerede “Share a Little Happiness”-kampagnen med Rasmus Seebach som kampagnens kransekagefigur.
For at involvere endnu flere danskere og forhåbentlig sprede endnu mere glæde har har Coca-Cola i samarbejde med analysebureauet Epinion bedt danskerne om at dele ud af deres tips og tricks til at komme i bedre humør med musik.
Analysen blev gennemført ved, at forbrugerne via en QR-kode på en ny mindre Coca-Cola dåse blev dirigeret inde på et særligt “Share a Little Happiness”-kampagnesite, som desuden byder på en bred vifte af musikalsk indhold.
Undersøgelsen viser således, at den pladeaktuelle Rasmus Seebach er den absolutte topscorer, når det kommer til at vække de helt store følelser. Både når det kommer til at vække glæde og melankoli, angiver danskerne Rasmus Seebach som deres foretrukne kunstner – og han er stærkt forfulgt af Kim Larsen. Så både “Engel” og “Kvinde min” er derfor begge sange, som kan bruges, når der skal spredes glæde, eller den står på den helt store tudetur.
Skal stemningen til fredagsbaren, firmafesten eller på vejen til arbejde i vejret, er tre danske sangerinder I spidsen. Her er det Medinas “Kun for mig” fra 2008, som kommer ind på en suveræn førsteplads, efterfulgt af “Når tiden går baglæns” med Clara Sofie og Rune RK – og på tredjepladsen finder man Natasjas hit “Gi’ mig Danmark tilbage”, som har Sanne Salomonsens Taxa liggende lige i hælene.
Danske tekster et hit
Men hvorfor er det lige disse sange, der topper? Her svarer danskerne, at det er nummerets melodi og tekst kombineret med de minder nummeret vækker om gode venner og deres oplevelser sammen.
Det er heller ikke helt tilfældigt hvilke instrumenter, der bruges på en sang. Undersøgelsen viser nemlig, at guitaren er det instrument, som flest danskere forbinder med glæde. På en andenplads kommer harmonikaen og på en delt tredjeplads finder man saxofon og banjo.
Samtidigt kan man konstatere, at det er sange og artister med danske tekster, der er bedst i forhold til at sprede glæde hos danskerne. Dette kommer ikke bag på pladebranchens organisation IFPI.
– Når vi ser på den samlede omsætning fra de danske musikselskaber, så stammer halvdelen hvert år fra den dansksprogede musik. Dette er særligt interessant, når man tager i betragtning, at vi lever i en digital virkelighed, hvor folk har adgang til al musik i hele verden. Der findes meget mere internationalt end dansksproget musik derude. Alligevel er det altså halvdelen af pladebranchens omsætning, der stammer fra dansksproget musik. Folk vælger aktivt det her til, fortæller Lasse Lindholm, kommunikationschef for IFPI.
Coca-Colas undersøgelse er foretaget blandt 1.000 forbrugere, som er blevet bedt om at udvælge det stykke musik, blandt de sidste fem års største danske hits, som gør dem mest glade.
Se indslag nedenunder artiklen og få mere at vide om, hvorfor dansk musik er så populær.