Det kostede markedsandele for Carlsberg, da detailkæmpen Coop sidste år smed bryggeriet på porten, men nu er Carlsberg langt om længe tilbage på den danske hjemmebane.
Det skriver Berlingske.
Striden med detailkæmpen brød ud i lys lue, da Coop og Carlsbergs ikke kunne blive enige i de såkaldte årsforhandlinger om bl.a. priser og tilskud til kampagner.
Efter fastfrossede forhandlinger endte Coop med at smide så godt som alle Carlsbergs produkter ud af sine supermarkeder og stoppede alle tilbudskampagner på produkterne fra bryggeriet.
Striden blev lukket ned i slutningen af sidste år, men langt ind i 2014 fortsatte den med at trække et spor at tabte kunder efter sig for bryggeriet.
Nye tal viser, at Carlsberg de sidste tre måneder er tilbage med en markedsandel i Danmark, der er højere end da Coop-krigen startede. Carlsberg havde her en markedsandel på 49,4 procent. For hele 2012 – som altså var før Coop-krisen – lød Carlsbergs markedsandel i den danske detailhandel på 49 procent.
Berlingske