I en tid hvor salget af cd’er falder, er de interaktive spil mere populære end nogensinde. Mange opdager nye bands og genopdager gamle klassikere i computerspillene, der giver musikken meget spilletid.
– De mest populære spil sælges i 6-7 mio. eksemplarer. De spilles i snit af 2,4 personer, som hver bruger ca. 50 timer på spillet. Det betyder, at en sang i spillet bliver hørt og identificeret ca. 700.000.000 gange verden over, fortæller international musikansvarlig hos spilproducenten Electronic Arts, Steve Schnur, der henviser til en amerikansk undersøgelse, der for nyligt har vist, at 34 procent af computerspillerne mellem 13 og 32 år har købt en cd med en ny kunstner efter at have hørt sangen i et computerspil.
– Vi vælger altid musik, der kan give en endnu bedre spiloplevelse. Man skal få lyst til at køre stærkere, hoppe længere, skyde bedre og spille bedre virtuelt fodbold. Musikken skal være så frisk og kreativ at spilleren ikke kun opdager nye bands gennem spillene, men også husker de gode spiloplevelser, når de hører musikken bagefter, fortæller Steve Schnur, der ikke er i tvivl om at computerspil vil blive et af de vigtigste gennembrud for musikindustrien på linje med bilradioen, walkmanen og musikvideoen.
– Computerspil er det nye MTV, og fremtidens spilkonsoller bliver sammen med mobiltelefoner de nye musikbutikker. Radio og musikvideoer er ikke længere så afgørende, når de nye spilkonsoller i 2006 er at finde i over 70 procent af alle hjem, siger han.