Spillet består af tre parter. Producenterne fremstiller varer til detailhandelen, som sælger dem til forbrugerne. Figuren er ikke svær at tegne på en whiteboard.
Producenterne fusionerer for fuldt drøn. Unilever betalte 150 milliarder kroner for Bestfoods for at få fingre i Maizena, Knorr, Hellmanns Mayonnaise og andre mærker. Orkla, Unilevers norske samarbejdspartner, har sikret sig Beauvais, Den Gamle Fabrik, Glyngøre, Kims, Odense Marcipan og Berlingske Tidende. Nestlè snuppede Premier Is, og nu fremstilles der stort set ikke længere is i Danmark. Friskos Københavnerstang er fra Bremen eller et andet sted i udlandet. Nogle opfatter udviklingen som en velsignelse, mens andre – herunder alle de mennesker, der mister deres arbejde ved effektiviseringerne – ser udviklingen som en forbandelse.
På detailsiden er mega også et must. Wallmart i USA ejer omkring 24.000 supermarkeder. Den københavnske ISO-kæde er opslugt af hollandske Royal Ahold, som står på spring for at overtage Dansk Supermarked. Desperat prøver de nordiske brugsforeninger at slå pjalterne sammen, blot for at opdage at de stadig er en dværg i det store spil. I løbet af nogle år vil nogle få producenter forsyne nogle få kæder, der betjener milliarder af forbrugere med dagliglivets fornødenheder.
Ingen opfatter endnu forbrugerne som andet end individuelle stykker kvæg, der skal malkes. Forbrugerne tænker ikke over ret meget andet end butikkens beliggenhed og formodede prisniveau. Nye varer præsenteres, accepteres eller kasseres, og indkøbsvognene fyldes op. Til mastodonterne og wannabeerne er der kun at sige, at de skal nyde den tid, der er tilbage, hvor de stadig holder konsumenterne i deres hule hånd. Ingen siger, at det vil vare ved. Det kan fx medicinalbranchen tale med om efter at have oplevet vreden i forbindelse med den nu afsluttede retssag i Sydafrika.
Den tiltagende debat om menneskerettigheder kan snart brede sig til hele dagligvareområdet, og en skønne dag opstår der på internettet en verdensomspændende bevægelse med det formål at skærpe forbrugernes kritiske sans. Tobaksindustrien er i focus, og i USA indrykker organisationen Adbusters annoncer, hvor de henleder opmærksomheden på, at Kraft dressing ejes af samme firma som Marlboro cigaretter. “Hvorfor køber du dagligvarer hos en tobakshandler?“.
Consumerworld vil kunne forsyne forbrugere i alle lande med følsomme oplysninger om koncernerne og deres brands. Fyrede medarbejdere vil lægge deres viden frem om underhåndsaftaler, monopoler og strategier. Den bevidste bruger vil få et nyt verdensbillede og reagere ved at fravælge producenter, som opfattes som brutale og hensynsløse. De etiske krav mangedobles, og en velpoleret miljøplan eller et program til bekæmpelse af børnearbejde vil ikke være nok til at give koncernerne et humanistisk image.
Når producenter og forhandlere slutter sig sammen i gigantiske enheder, er forbrugerne nødt til at gøre det samme. Internettet baner vejen for en tilsvarende massiv forbrugerfront, der på verdensplan kan stille krav til fabrikker og forretninger og true med at boykotte og misrekommandere produkterne, deres bagmænd og pushere. En skønne dag vil generaldirektøren for Unilever sidde ansigt til ansigt med repræsentanter for 500 millioner kunder og deres 1.000 milliarder kroner, og så gælder det om at være imødekommende. Gennem pensionskasser er en del af disse kunder jo medejere af fx Unilever, og vi ser allerede, hvordan kravet til etiske investeringer forhindrer lægers pensionskasser i at eje tobaksaktier.
Bølgen kan sinkes, men næppe standses. Giganterne vil være under permanent mistanke, alene på grund af deres størrelse og dominans på hylderne. Der vil sågar blive sat focus på deres leverancer af råvarer og erstatningsstoffer til industrien, så selv et stykke transfedtsyremættet wienerbrød kan spores tilbage til margarineproducenten. Forsøg på at retfærdiggøre salget af sundhedsskadelige varer vil blot fremkalde yderligere reaktioner, og på forbrugersiden går der sport i at identificere og exterminere hadevarer (vi kender i forvejen deres hadereklamer). I frontzonen står butiksassistenterne, som kan blive udsat for provokationer og diskussioner af de mere krigerisk indstillede kunder, som på deres håndholdte computer kan hente oplysninger her og nu. Ethvert forsøg på at sabotere Consumerworld vil give bagslag, og i yderste konsekvens vil en lang række brands dø en pinefuld død, mens boards of directors står hjælpeløse og ser deres perler blive knust til grus af en trampende forbrugerhærs støvler.
Dette er ikke en profeti, men en logisk fremskrivning af udviklingen. Fremtidens handel må foregå i et tæt og troværdigt samarbejde med forbrugerne, og der skal renses grundigt ud i alle de falske og farlige varer, som forbrugerne hidtil havde svært ved at gennemskue. De færreste læser varedeklarationerne, og endnu færre forstår, hvad de små bogstaver og E-numre betyder. Consumerworld vil hjælpe dem, og så ser det sort ud for choko-kiks uden chokolade.