Content marketing har over de seneste år tilkæmpet sig en stadig større del af de danske virksomheders marketing-mix, og det er smittet af på content marketing-bureauet, Brand Movers, som nu udvider direktionen.

Fra 1. januar får Kresten K. Mylin ansvaret for kunder og for den daglige drift af bureauet.

Han kommer fra Jysk Fynske Medier, hvor han har haft ansvaret for at opbygge koncernens nationale salgsafdeling og har derudover bl.a. været salgschef i Aller Media, hvor han arbejdede med forretningsudvikling og innovation.

– Kundetilgangen har været så stærk, at vi er blevet næsten dobbelt så mange ansatte i 2015. Derudover er vi lige nu på jagt efter yderligere 2-3 kolleger, og det kræver simpelthen, at vi udvider ledelseslaget, hvis vi skal følge med, siger CEO i Brand Movers, Jesper Laursen.

Så nu skal der sælges?

– Vi har praktisk talt aldrig lavet salg i Brand Movers, men bare taget i mod de ordrer, der er kommet ind. Det har givet en virkelig fin vækst, men nu skal vi til at forløse noget af det enorme potentiale, som vores position og vores knowhow giver, siger Jesper Laursen og tilføjer: 

– Vi arbejder på en anden måde at være bureau på – og på at tilføje en ny type produkter. Det er det arbejde, som jeg skal tage mig af, mens Kresten skal lande og håndtere kunder og stå for den daglige drift.  

Og Kresten K. Mylin ser da også frem til at skulle skifte det Jysk-Fynske landskab ud med det indre København.

– Jeg glæder mig til at blive en del af det fantastiske team hos Brand Movers og til at bygge videre på de succeser, som allerede er skabt. Jeg får mulighed for at bruge mine kompetencer inden for strategisk kommunikation til at hjælpe nogle virkelig spændende kunder, og samtidig overtager jeg den daglige ledelse af bureauet. Det tilbud kunne jeg ikke sige nej til, siger han.

Selv om Jesper Laursen slipper den daglige ledelse, bliver han i bureauet, hvor han skal stå for udvikling af strategier for kunderne og bureauets egen forretningsudvikling.

– Over halvdelen af de opgaver, vi får ind i øjeblikket, er udvikling af content marketing-strategier. Samtidig er flere af dem internationale opgaver både for danske og udenlandske kunder, så jeg skal fokusere på at fortsætte den udvikling, slutter Jesper Laursen.

Brand Movers har to søsterselskaber, Media Movers og Native Advertising Institute.

Tilsammen producerer de tre virksomheder årligt over 12.000 stykker indhold, ligesom de udgiver magasinet Content Marketing Magazine og afholder en række konferencer og masterclasses, herunder Skandinaviens største content marketing-konference, Clever Content, og verdens første native advertising-konference, Native Advertising Days.