Hvem har ikke bemærket de insisterende cookie-skilte, der efterhånden fylder mere og mere på de danske hjemmesider?

”Hjemmesiden bruger cookies” er således en besked, som mange danskere støder på, når de surfer på nettet.

Et skilt popper op på hjemmesiden, og først når betingelserne er godkendt eller afvist, forsvinder det.

Det skyldes regler født i EU og implementeret herhjemme, men kravene er i Danmark tolket meget strengt, hvilket går ud over både forbrugerne og virksomhederne, lyder det fra Lone Rasmussen, markedschef for Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

I Tyskland er det til sammenligning tilstrækkeligt, hvis virksomhederne blot har et link et synligt sted på hjemmesiden eller har skrevet en mindre tekst.

I Danmark skal advarslen derimod være ”vedvarende tilgængelig for brugeren”, og den skal fremstå samlet og tydelig.

– Vi går ind for, at det skal være gennemsigtigt og tydeligt for forbrugerne, hvordan virksomhederne bruger cookies. Men den danske model lever ikke op til det formål, fordi mange bare klikker ”jeg accepterer” for at fjerne advarslen uden at forholde sig til teksten. Og så virker kravet rent ud sagt bare fjollet, siger Lone Rasmussen.

Samtidig risikerer det at gå udover virksomhedernes konkurrenceevne, fordi brugeroplevelsen bliver dårligere på de danske hjemmesider.  

Dansk Erhverv foreslår derfor, at de danske myndigheder reviderer reglerne og vælger en mere enkel løsning – og i det hele taget skeler til, hvordan andre lande har ført direktivet ud i livet.