KLUMME: Case Competition er ikke noget nyt fænomen, men dog stadig en mangelvare i Nordjylland, hvis man spørger Dansk Markedsførings frivillige bestyrelse i Aalborg.
Derfor havde de for tredje år i træk besluttet sig for at afholde en Case Competition for de studerende i Aalborg, og i år skulle det vise sig at blive en ekstra stor succes.
Briefen var en spændende og reel case fra den succesfulde virksomhed Coolshop.dk samt spændende oplæg fra tre professionelle bureauer i Jylland. Aftenens første oplæg kom fra Envision, Danmarks bedste reklamebureau målt på forbrugerindsigt.
Herefter gik det nordjyske Modern Marketing-bureau, KONXION, på scenen og afslutningsvis gav Nordjyllands prisvinder af Årets Brøl 2016, Clienti, et spændende oplæg.
Således var der lagt op til masser af inspiration og ny viden, som de studerende kunne bruge i deres arbejde med case-udfordringen: ”Hvordan får vi flere medlemmer til vores Premium abonnement, og hvordan holder vi på medlemmerne?
Teamwork og kreativitet
De studerende var bredt repræsenteret. De kom fra mere end seks forskellige studieretninger og forskellige årgange. De blev delt ind i ni vilkårlige grupper, og de nydannede grupper lagde hovederne i blød og konkurrerede i højt og stressfyldt tempo mod hinanden om at udarbejde det bedste løsningsforslag, som de senere på aftenen skulle præsentere for Coolshops kreative direktør, Jonas Spott, samt dommerpanelet bestående af oplægsholderne fra Envision, KONXION, Client og aalborgbestyrelsens egen formand.
De studerende kæmpede to en halv time for at kunne præsentere den stærkeste løsning på case-udfordringen. En enkelt gang undervejs blev der åbnet op for et 20 minutters konsultationsvindue, hvor de studerende fik mulighed for at hente hjælp fra de fremmødte bureauer og Coolshop selv.
De studerende blev en enkelt gang undervejs også afbrudt i deres arbejde. Imens de studerende arbejdede mest hårdt og intensivt med casen, afbrød den frivillige bestyrelse nemlig deres arbejde og fremlagde en stresstest.
Her skulle de studerende smide alt, hvad de havde i hænderne for udelukkende at arbejde på den præsenterede stresstest i 10 minutter, hvorefter de skulle vende tilbage til deres oprindelige arbejde.
Opfind marketingstunt til Valentines Day
Selve stresstesten kom også fra casevirksomheden Coolshop og lød som følger: ”Udtænk et marketingsstunt til Valentines Day den 14. februar, der henvender sig til begge køn”.
Efter stresstesten havde grupperne kun 25 minutter til at færdiggøre deres arbejde med den reelle case, inden de på bedste Løvens hule-maner skulle præsentere deres løsningsforslag foran det professionelle dommerpanel.
Hver gruppe fik to minutter til at pitche deres løsning, og derefter blev de tre bedste løsningsforslag på Coolshops case-udfordring udvalgt. Dommerne brugte lang tid på at diskutere, hvilke tre ud af de ni oplæg, der atter engang måtte pitche deres løsningsforslag. De tre bedste grupper blev fundet og de skulle herefter pitche over for dommerne igen og de andre grupper.
Og vinderne er…
Det var på ingen måde en nem beslutning for dommerne at udpege én vinder.
Alle grupperne gjorde det forbløffende godt, men særlig én gruppe havde vundet dommernes opmærksomhed.
Det var gruppen med Diep Khac (HA, Erhvervsøkonomi), Christina Hald Holdensen (Digital konceptudvikling), Jens Hollensen (HA, Erhvervsøkonomi-jura) og Ruben Andreas Riksted (Markedsføringsøkonom), og de havde i fællesskab formået at komme med den bedste løsning til årets case.
De dygtige vindere erhvervede sig flotte præmier i form af billetter til Dansk Marksførings eget event ”Markedsføringsdagen 2017”, et gavekort fra Coolshop og måske størst af alt en personlig invitation fra Coolshop til at komme ud og arbejde videre med casen i samarbejde med Coolshop.
Smilet var stort blandt årets vindere heraf også 2. pladsen og 3. pladsen og stresstestvinderne, som også erhvervede sig flotte præmier fra aftenens sponsorer.
– Jeg synes, det var en super god aften. Det er altid nervepirrende at skulle arbejde sammen med nogen, man ikke kender, men jeg synes hurtigt, vi fandt hinanden. Det bliver spændende at skulle ud til Coolshop. Og ikke mindst at de er interesserede i at involvere os i processen er et kæmpe klap på skulderen, sagde Christina Hald Holdensen.
Vin & networking
Hele arrangementet sluttede med et glas vin hos bestyrelsens samarbejdspartner Douro Wine Bar i Aalborg. Her var der god mulighed for at networke og snakke om, hvordan dagen var forløbet.
Afslutningsvis en tak til alle studerende, der deltog, for en flot indsats. En stor tak til Coolshop, som kom med casen, stresstest og flotte præmier. Endvidere skal der lyde en stor tak til oplægsholderne: Stine Østergaard og Mette Krogh fra envision, Thomas Thomsen fra KONXION og Lasse Juhl fra Clienti.
Sidst men ikke mindst en varm tak til vores sponsorerer, CA, Kommunikation & Sprog, Nordjyske Bank, Red Bull, Douro Wine Bar og UCN.