Mountain Dew er flydende livsstil til teenagere med hang til det ekstreme liv uden for hjemmets fire vægge. Målgruppen er de 12 til 19 årige, der både surfer på og uden for nettet.

I slutningen af næste uge (3) kommer Mountain Dew på hylderne hos 7-Eleven butikker over hele landet. Det er drikkevare-distributøren Hansen & Co. der har valgt at distribuere den amerikanske læskedrik i Danmark:

– Vi tror på, at der er et stort marked for Mountain Dew i Danmark. Vi har at gøre med et underground produkt, der vil blive markedsført via græsrodsaktiviteter og events overfor målgruppen, de 12 til 19 årige unge, der er til ekstrem sport, ligesom 7-Eleven vil markedsføre produktet gennem egne kanaler, fortæller Claus Hansen fra Hansen & Co. og tilføjer:

– Vi tror på produktet, fordi det er et godt alternativ til andre lemon-lime-produkter i handlen, da Mountain Dew har en fræk og potent profil, der klart appellere til målgruppen.

Mountain Dew har ikke altid været et street produkt. Faktisk startede det hele med en citron/lime drik, som amerikanske hillbillies blandede deres dovne whisky op med tilbage i 1940’erne. Resten er god historie, og Mountain Dew er kendt for at alliere sig med alle former for events og konkurrencer inden for ekstrem sport – bl.a. var det Mountain Dew, der sponserede de første X-games tilbage i 1995. pia