Dagligvarekæden Coop har sendt hele sin katalog-produktion i bureau-konkurrence mellem seks bureauer. Produktionen af kataloger for Irma, Kvickly, Kvickly Ekstra, SuperBrugsen og Dagli Lokal Brugsen har indtil nu været håndteret af det FDB-ejede reklamebureau Republica, der også er et af de seks bureauer i konkurrencen. De fem andre er SP3, Mediateam, Grey Production, Ad People og Par nr. 1.
Konkurrencen sker for at sikre, at Coop får de rigtige priser hos Republica.
– Vi har bestemt ikke været utilfredse med Republica, men der er sket så meget inden for IT, så hvis vi skal sikre, at vi udgiver katalogerne så omkostningseffektivt som muligt, er vi nødt til at sikre, at de bliver produceret til den bedste pris, siger Karsten Rimmer marketingchef i Coop Danmark.
Samlet set udgør produktion af kataloger 30 procent af markedsføringsaktiviteter for Coop Danmark.
Ifølge Karsten Rimmer fokuserer Coop på at finde et bureau, der har det rigtige produktions flow og de rigtige systemer. Det er endnu ikke besluttet om Coop flytter porteføljen til andre bureauer, som evt. skal løse opgaven i forbindelse med katalogproduktion i 2005. Karsten Rimmer forventer konkurrencen afgjort i løbet af oktober måned