Lasse Bolander, formand for Coop, fortæller til Dagbladet Børsen, at han vil investere i at toptune loyalitetsprogrammet Coopplus, som siden 2010 har opbygget en medlemskare på godt 1,2 millioner danskere, og som efter hans mening bliver fremtidens vigtigste våben i konkurrencen mod Dansk Supermarked.

– Vi kan se, at medlemmer bruger flere penge i butikkerne end ikkemedlemmer. Det giver nogle muligheder, som vi skal blive bedre til at udnytte. Det gælder ikke mindst i markedsføringen.

– Indtil nu har vi ikke haft lyst til at trykke på den store markedsføringskanon, fordi vi har koncentreret os om selve opbygningsfasen. Men det skal vi gøre fremadrettet. Alt andet ville være dumt, siger Lasse Bolander til Børsen.

Coop har brugt de seneste tre år på at indsamle data om deres medlemmer om alt fra alder og bopæl til slikvaner og præferencer i køledisken.

Og hver eneste gang et medlem svinger Coopplus-kortet ved kassen, vokser detaljerigdommen i databasen.

Bolander oplyser, at knap 1 million ud af de i alt ca. 1,2 mio. medlemmer i dag har tilmeldt sig Coopplus’ nyhedsbrev, men han er overbevist om, at både dette tal og antallet af medlemmer kan vokse, hvis blot fordelene i loyalitetsprogrammet er store nok.

 

Børsen