Den trykte reklameavis’ død har været spået ofte de senere år. Ikke mindst fordi en ny reklameskat på mediet lurer i horisonten.
Men den trykte reklameavis er stadig både populær og effektiv, og Coop fortsætter samarbejdet på området med reklamebureauet Republica.
– Den trykte reklameavis forsvinder først, når den ikke virker mere, eller der er noget andet, der virker meget bedre, siger direktør Lars Berntsen fra Republica, der glæder sig over det fortsatte samarbejde.
Han forventer, at Coop i år sender det samme antal reklameaviser på gaden på tværs af Coop-kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Fakta og Irma, som det var tilfældet i fjor. Også i 2015 forventes niveauet at blive det samme.
– Det kan naturligvis ændre sig, hvis reklameskatten bliver indført, men det tager vi til den tid, siger han.
Både print og digitalt
Det udvidede samarbejde mellem Coop og Republica omfatter for første gang både produktionen af trykte og digitale tilbudsaviser. Aftalen gælder for perioden 2015 til 2017.
Republica har bl.a. udviklet SuperBrugsens digitale tilbudsavis, der blev lanceret i 2013. Og det er dette koncept med bl.a. dets indkøbsfunktioner og mere inspiration til maden, som nu udvides til at omfatte andre kæder.
– Vi er glade for at have indgået en aftale med Republica, hvor vi opnår en helt ny synergi mellem online og offline produktion. Det styrker effektiviteten – og bliver både mere inspirerende og brugbart for vores kunder, siger koncerndirektør Michael Løve fra Coop i en pressemeddelelse.
– Vi har sammen med Coop lavet en fleksibel aftale, som både Coop og vi er tilfredse med. Alt overflødig administration er simpelthen skåret væk – på begge sider af bordet. Vi ser frem til at følge Coop spændende udvikling på nærmeste hold over de næste tre år, siger Lars Berntsen fra Republica.