Den 46-årige Kenneth Pedersen begynder 1. juni som ny kædedirektør for SuperBrugsen.
Han har de seneste ti år stået i spidsen for Coops reklamebureau Republica, og inden da var han koncernmarketingdirektør i Coop.
Kenneth Pedersen har en næsten 25 år lang karriere i Coop-familien, hvor han tilbage i 1991 var med til at etablere SuperBrugsen.
– Med Kenneth har vi fået en leder af SuperBrugsen, der har dyb indsigt i detailhandel, stor respekt for kunder og medarbejdere og et passioneret fokus på innovation. Hans opgave bliver netop at sikre, at SuperBrugsen udbygger sin position som danskernes foretrukne supermarked i dagligdagen, siger koncerndirektør Michael Løve.
Som leder af Republica konstitueres adm. direktør i Coop Invest, Tom Stengade, indtil en ny adm. direktør af bureauet er fundet.
jml