Kiosker, tankstationer og 7-Eleven-butikker er de nærmeste konkurrenter, når Coop i år slår dørene op til et nyt koncept. Dagligvarevirksomheden vil skabe en convenience-kæde, der sælger billige og sunde dagligvarer. Coop åbner i løbet af første halvår af i år dørene til en ny butikstype, der skal tage konkurrencen op med kiosker, tankstationer og 7-Eleven-butikker.
– Convenience-området i Danmark er stadig på et primitivt stadie, sammenlignet med hvad vi ser i udlandet, og derfor har vi set en mulighed for at gøre en forskel, forklarer Hildegunn Lyngfjell, udviklingschef i Coop.
Conveniencekonceptet er kendetegnet ved, at kunden hurtigt kan få overstået de mest basale indkøb, ofte krydret med muligheden for at købe en sandwich eller andet take-away. I Coops fortolkning, der endnu ikke er navngivet, er varerne dog både sundere og billigere.
– Man skal kunne handle de fleste af sine basale dagligvarer i den her butik, men til bedre priser, end hvad det koster i kiosker og andre convenience-butikker i dag. Og så vil vi gerne tilbyde kunderne et sundere udvalg, hvilket betyder, at vi både vil sælge frugt og grønt, økologi og produkter fra vores Änglamark-serie, siger Hildegunn Lyngfjell, der samtidig understreger, at man også vil kunne købe en fransk hotdog eller andet konventionelt takeaway.
Berlingske Business side 1 + 4-5.