Dagligvare-leverandørerne har udsigt til bedre markedsinformation, når Coop nu vender tilbage til ACNielsens ScanTrack markedsdata efter 3 års fravær. De to selskaber har indgået en aftale, der indebærer et udvidet samarbejde i både Danmark, Norge og Sverige, og dermed slipper leverandørerne ud af den situation, hvor deres markedsinformation har skullet sammenstykkes af forskellige kilder.
Koncerndirektør Jan Lundgren, Coop Norden begrunder beslutningen om at vende tilbage bl.a. med, at der er sket en væsentlig forbedring af Nielsen-tallene.
– I takt med at vi blev dygtigere og dygtigere med vores egne tal, blev det mere synligt, at kvaliteten af Nielsen-tallene ikke var god. Det var en af de væsentligste årsager til, at vi valgte at forlade systemet. I det nye system er der tale om afsætnings-data fra kasseterminalerne i alle vores butikker, siger Jan Lundgren. Han erkender, at det også for Coop er en fordel med et samlet overblik over markedet, men at dette kun har værdi, hvis kvaliteten af tallene er i orden.
Samtidig begrundes beslutningen også i interne forhold hos Coop.
– Vores virksomhed har udviklet sig på en måde, hvor vi er en integreret nordisk virksomhed – specielt når det gælder Danmark og Sverige – og hvor de sortiments-ansvarlige arbejder på tværs af grænserne. Dette arbejde bliver nemmere gennem et fælles værktøj, siger Jan Lundgren.
Coops egne tal har ikke samme niveau som i Danmark overalt, og derfor har det ikke været muligt at anvende egne tal som alternativ til Nielsen-tallene andre steder end i Danmark.
Hos ACNielsen AIM er adm. dir. Ivar Michaelsen selvsagt en glad mand. Analysefirmaet har måttet reducere priserne på grund af fraværet af Coop-tallene, men har alligevel søgt at undgå store besparelser i systemet. Desuden har man investeret yderligere i de såkaldte census registreringer, hvilket betyder, at der er tale om en total registrering af alle varer, der går gennem kasserne frem for stik-prøve registreringer.
– På den måde kan man sige, at usikkerheden i tallene nu er 0, siger Ivar Michaelsen og fortsætter: – Vi har mange internationale kunder og bl.a. derfor har vi søgt at holde fast i systemet. Med Coop tilbage i Scan Track kan vi justere priserne tilbage, og dermed har vi en forretningsmodel, der igen hænger sammen.
Han forventer, at Coops tal igen er med i Scan Track i slutningen af november. fin