Min elskelige mormor Karen Nyrop Christensen, som i år ville være fyldt 106 år, fordanskede fransk litteratur, indtil hun rundede de 90. Enkelte af hendes oversættelser genudgives eller oplæses i Danmarks Radio, hvilket lejlighedsvis udløser beskedne beløb til fem børnebørn. Til det sidste holdt hun af det daglige glas rødvin, og hendes hilsen fra det hinsides veksles til 3/4 liter Bourgogne. Men er det rimeligt, at mormors manuskript stadig kan udløse små dusører til de overlevende efterladte? Det kan man diskutere længe, mens man sipper den røde drue i sig.
Grammofonbranchen er oprevet over de moderne kommunikationsmaskiners effektivitet som CD-skiveskærerier, og de havde en tid held til at bremse udviklingen ved at kriminalisere digital kopiering, naturligvis assisteret af lovgivningsmagten. Nu lempes dette forbud, således at man har lov at kopiere en skive musik til brug i sommerhuset, til gengæld skal de tomme skiver pålægges en kompensationsafgift, hvilket vil fremme hamstring og grænsehandel. Musikproducenterne benytter lejligheden til at lade skiverne stige med en snes kroner, således at den afgiftsfritagelse, man kæmpede for og fik, ædes op af øgede avancer.
Filmbranchen har været så heldig, at fjernsynsforhandlerne kun i sparsomt omfang har solgt dobbelt-videomaskiner med direkte mulighed for kopiering. Fingernemme kan dog koble to eller flere apparater sammen og dermed fremstille pirateksemplarer af spillefilm. Tilsvarende vil det sandsynligvis blive muligt at kopiere DVD-skiver og dermed det halve Hollywood.
Et verdensomspændende kontrolbogholderi arbejder døgnet rundt for at registrere og fakturere brug eller endog misbrug af ord, lyd og billeder. Ufattelige summer opkræves, forvaltes og fordeles. Alt andet ville jo være anarki og tyveri af kunstnernes retmæssige ejendom. En af disse organisationer er Copy Dan, som fornylig indgik et forlig med Danmarks Radio, der måtte betale 50.000 kr. til dækning af rettighederne ved visning af en udsendelse til minde om Louisianas skaber Knud W. Jensen. Loven siger nemlig, at kunstnerne skal have royalties, når deres malerier, skulpturer, akvareller, installationer og raderinger vises i fjernsynet. Da det er naturligt, at et program om den (nu afdøde) mæcen i vidt omfang optages i hans moderne museum, er det uundgåeligt for fotografen at frasortere kunstobjekter af de ovennævnte kategorier, som Louisiana har betalt for.
Men er det rimeligt, at Copy Dan skal kunne pålægge et tv-program af central kulturel betydning en særlig afgift? Kunstforlæggerne går nervøse tider i møde, nu lurer copy-detektiven og tøver ikke med at skrive en solid regning. Hermed marginaliserer billedkunstnerne sig, fordi de publikationer, der bringer deres billeder, bliver dyrere end nødvendigt og dermed mindre udbredte.
Naturligvis ville det være frækt, hvis der på en markedsplads stod en knægt med kassevis af hjemmekopierede CD-skiver med eget print af coveret. Sortbørshandel med musik og computerprogrammer er oplagt kriminelt. De færreste kan derimod forarges over, at fyren kopierer en skive musik til sin discman, en til sin kæreste og en til sin tante. Jo, hvæser industrien, vi er allerede blevet snydt for salget af to skiver. Påstanden er teoretisk, for sandsynligvis havde hverken kæresten eller tanten købt den pågældende udgivelse.
Tantens kollega låner skiven og kopierer den og leverer den tilbage, og det er altså naturens gang for denne teknik, og man kan ikke forbyde teknikken at gro. Salget af plader rammes ikke nødvendigvis af piratkopiering, derimod er det sikkert, at rigtig mange får meget mere musik i huset, og at interessen stimuleres bredt, hvilket fører til salg.
Kodapenge, Copydanpenge, bibliotekspenge, radiohonorarer – man kan sige, at kunstnernes organisationer har løst den del af deres opgave, der drejer sig om varetagelse af medlemmernes copyright. For de udøvende og skrivende og komponerende og deres familie er det ret og rart og rimeligt, at genbrug af de enkelte værker udløser en form for afgift, og at opkrævningen foregår med yderste nidkærhed. Spørg blot arrangører af ydmyge lokale begivenheder; hvis KODA i et klip fra en lokalavise læser, at der var musik på havnen, fordres afregning ved kasse 1.
I længden vil internettet underminere denne beskyttelse af åndsprodukter i fuldt omfang. Kun truslen om uanmeldt inspektion af en hvilken som helst computer kan – måske – afholde nogle fra at scanne og skære skiver. Hjælper trusler? Trods udsigten til betydelige frihedsstraffe er der fortsat naive mennesker, der tror at de slipper godt fra at eftergøre pengesedler. For nogle år tilbage påberåbte Nationalbanken sig netop sin copyright til pengesedlerne, når tendenser til misbrug skulle bekæmpes, men en domstolsafgørelse underkendte denne fortolkning. Og alle kan jo se, at pengekopiering er snyd og humbug og utilladeligt. Den grænse er ingen normale i tvivl om. Men hvor stopper venskabelig kopiering og bliver til blakket business?