Rambukken – awardshowet, der hvert år hylder årets bedste mediearbejder – udskydes til 11. november. 

Det oplyser Dansk Markedsførings adm. direktør, Thomas Wahl.

Beslutningen om at udskyde awarden er truffet, efter man nøje har overvejet, hvordan man skulle forholde sig til de seneste Covid-19-udmeldinger fra regeringen.

– Med de givne vilkår føler vi ikke, at vi kan give Rambukken og årets vindere den hyldest, som de fortjener, siger Thomas Wahl og tilføjer:

– Vi bakker selvfølgelig op om myndighedernes opfordring til at begrænse aktivitet i nattelivet og i forbindelse med større fester, så vi også kan bidrage til at reducere det stigende smittetryk, som vi desværre lige nu oplever i København, hvor Årets Rambuk afholdes.

Nerve og netværk

Dansk Markedsføring har derfor besluttet at udskyde awardshowet til 11. november. Det afholdes stadig på Hotel Villa CPH.

Hvorfor afvikler I ikke årets Rambuk virtuelt, som andre awardshows tidligere har valgt at gøre? 

– Den nerve og det netværk, der ligger i at kunne mødes – om end med afstand – kan alt andet lige ikke genskabes virtuelt. Vi har brug for som branche at mødes og skabe fællesskab, siger Thomas Wahl, der tilføjer:

– I forhold til de gældende retningslinjer har vi desuden sammen med Hotel Villa CPH, vurderet, at det er forsvarligt at afvikle Rambukken som et fysisk event.  

Thomas Wahl siger, at man håber, situationen ændrer sig i mere positiv retning i den kommende måneds tid:

– Det er derfor, vi har valgt at udskyde festen. Men der findes jo ingen garantier i disse tider, så hvis smittetrykket udvikler sig, vil vi naturligvis ikke være afvisende over for en virtuel model.